Erindringer af Ejvind Friis

Min barndom.

 Far og Mor blev gift den 4. april 1902. Min søster Nelly blev født den 9. januar 1905, men der var også en dreng før Nelly. Han døde vistnok kort efter fødslen - på hans grav stod der en hvid rose, som hed "snedronning".Man har fortalt mig, at da jeg blev født, ville der ikke rigtig komme liv i mig, men jordemoderen, Sara, kom mig i en spand vand, og det hjalp - måske var det meningen, at min tilværelse skulle foregå ved havet senere i livet.
Min far startede sin tilværelse som fisker. Det var almindeligt at drive vod med en ålekvase, og han fik bygget en ny ålekvase i Nyborg - det var før min tid, jeg har aldrig set den. Min bedstefar, Christen Friis, havde en såkaldt opkøberkvase, som hed "Gunda Marie", og med den sejlede han blandt andet blankål fra Sevedø ved Stigsnæs til Flensborg. Der var min far med en tid, senere blev han antaget af gårdmanden på Sevedø, som havde den såkaldte ålegårdsret - de var 4 - 5 unge, der passede fiskeriet der for gårdmanden. Her traf min far og mor hinanden - hun tjente på gården.
Min mor var født i Nyvang ved Skælskør og havde 7 søskende. Faderen, der var smed, og blandt andet havde smedearbejdet på herregården Borreby, var drikfældig. Undertiden tog han ud at sejle som fyrbøder eller lignende, og sønnerne måtte så passe smedien så længe. Min morbror Kristian overtog smedien. Han opfandt og fik patent på harverne "Marsk Stig" og "Tip-top". Jeg har aldrig set min morfar, men min morbror Kristian så jeg to gange som barn, hvor han kom til Femø. Jeg kan huske, jeg fik bolcher, der lignede stikkelsbær.
Far har engang fortalt, at han havde 1000 kroner med hjem, da blankåle-sæsonen sluttede. De fik vist en vis andel af udbyttet. De havde jo bare store åleruser dengang, og når trækket satte ind, var ruserne så fulde, at ålene næsten var presset til døde. Det var jo nok en streng sejlads, da min bedstefar Chr. Friis sejlede med ål til Flensborg, idet de helst skulle sejle hele tiden for at ålene kunne holde sig i live, der var jo næsten ingen fyr dengang - Hellehavn var vist et af de få - men far fortalte, at trediedagen var de næsten altid fremme. Sevedø må vist ligge der omkring, hvor Stigsnæsværket nu ligger.

 

Da far og mor blev gift, boede de i Sønderby i det hus, som mine svigerforældre Rasmus og Dagmar har boet i siden. I det nævnte hus blev min søster Nelly født 1505. Far og mor byggede så det nye hus ved havnen, det var 14 x 15 alen i grundflade. Murer Frederiksen begyndte på det om foråret tidlig og lavede det færdigt til august, og jeg husker far fortalte, at de flyttede ind lige før Jul. Det hus kostede dengang ca. 2700 kr.
Jeg husker endnu, at min far byggede en pram oppe på loftet, og at han en dag tog til øen Lindholm for at høre, om han kunne låne modellen til en af Lindholmmandens pramme, men han sagde nej, mente at det kunne blive et misfoster, og ødelægge hans ry som bådebygger, men så var der en pram på Femø, som Lindholmmanden havde bygget, og den fik Far lov at låne skabelonen efter, og det blev en meget fin pram.
Måske har min far arvet evnen til træarbejde efter sin far, Peder Henriksen (Fynbo), som nok var dygtig til dette fag. Jeg husker, at nogle år senere lavede min far en fiskerbåd om, som ejedes af Jens Jensen og hans søn Lars.Den var klinkbygget, men alt for smal og ret op i siderne, den blev klædt af næsten ned til en planke under vandlinien, og så blev den planket op igen gradvis, så den blev pæn igen, idet den nu faldt godt ud i siderne, med en pæn runding ved dækket som et æg.

 

Som nævnt fiskede far ål, men så fik min far og Alfred Andersen, som dengang havde en lille lastbåd, der hed "Willemoes", den tanke at få  bygget en ny båd i fællesskab. Det blev så til, at de fik bygget en ny klinkbygget båd i Bandholm hos P. Clausen. Den kom til at hedde "Skjold" og kunne laste 28 - 30 tons. De sejlede så fragt og handlede med mursten og træ og andet. Og på denne tid oprettede far og mor manufakturforretning og solgte blandt andet øl og sodavand, og det var jo alt såre godt, men ikke alt går så godt, som det skulle. Det med båden i fællesskab kunne ikke gå i længden, Alfred Andersen købte den anden halvdel af far.
Så kom modgang til huse, Far blev syg i maven og måtte på Rigshospitalet og lå her temmelig længe, det var professor Rovsing, som var overlæge der. Jeg kan forstå, at da Far kom hjem igen fra hospitalet, gik det ikke så godt med økonomien, der var jo ingen særlig social forsorg dengang, idet man kun fik udbetalt ca. 4o øre om dagen fra sygekassen. Mor skulle klare det med den lille forretning, og jeg kan huske, at tit når en kunde kom og skulle have garn, stof og andre ting, sagde de: "Emma, kan du ikke skrive det,for jeg har ingen penge lige nu". Det gik altså ikke i længden - firmaet i Maribo krævede sine penge, og så måtte de altså sælge huset. Min moster Anna havde før alt dette skete, været på besøg fra U.S.A., jeg husker kun, at jeg fik en lille luftbøsse af hende. For øvrigt kom hun på besøg igen, vistnok i 1948.
Jeg begyndte i pogeskolen, da jeg var 6 - 7 år, og min søster gik i den store skole, og jeg erindrer endnu tydeligt den dag, 1. verdenskrig brød ud i august 1914. Man kunne høre skud, og nogen sagde, at nu kommer tyskerne og tager os. Jeg blev meget bange og krøb om bag mor. Omkring den tid så vi også et luftskib passere ved sydsiden af Femø.
Der var mange fiskere dengang, så der var 6 fiskere, som fik erhvervet en notbåd fra Sverige. På den båd fulgte en svensker med, som skulle lære dem at fiske med not. De fangede også mange sild der under krigen, de blev saltet ned og solgt, men de kunne ikke enes med svenskeren, og nogen rendte med hans kone, så de rejste og inden længe opløstes det notselskab, og båden blev solgt.
Når jeg somme tider skulle gå et ærinde op til min bedstemor, og det var rigtig koldt, og jeg havde fået lidt varmt at drikke, så var det sådan, at når jeg skulle gå hjem igen, så havde hun stegt æbler i kakkelovnen til at varme hænderne, når jeg skulle gå hjem. Bedstemor hed Signe, og hendes fulde navn før giftermål var Petrasine Karenmine født Jensdatter. Hendes første mand, som døde tidligt, hed Peder Henriksen. Her var 2 børn, Thorvald og Olga. I det andet ægteskab med Christen Friis var der 4 børn: Karen, Abigail (Elna), Hans og Peder. Bedstemor lavede bolcher, som hun solgte for 2 øre pr. stk. Massen blev smeltet og strakt, noget blev helt lysegult og noget mørkebrunt, det blev snoet sammen og derefter skåret i små stykker - nogle runde, andre firkantede. Jeg tror Hans spiste en god del af dem, men der kom mange børn og købte.
Nu var jeg altså blevet 7 - 8 år, og krigen rasede, Tyskland angreb Frankrig, og jeg husker, at der blev sagt, at Belgien holdt stand mod Tyskerne i 6 - 7 dage, så brød de ind over Maginotlinien, og der stod store slag omkring Verdun. Det var jo kejser Wilhelm, der regerede dengang, og man husker endnu de tyske generaler Hindenburg og Ludendorf og Clemenceau i Frankrig og marskal Fuch fra England, som senere kom med.
Mine forældre flyttede til Nørreby, og jeg husker, at Svend Haagensen, som kørte mælk til mejeriet, flyttede for os. Vi havde en kat, som også skulle med, den kom ind i et rum på mælkevognen og kørte med. Næste dag måtte vi hente den ved havnen igen - husker så ikke mere om det. Vi flyttede til Nørreby, hvor far havde lejet skorstensfejerens hus, det var i "Krangen", hvor dengang de mindst bemidlede boede. Hernede lå blandt andet "Jacob Møllers Minde" - fattighuset. Her kom jeg så til at kende beboerne der. For at nævne nogle var der Ma Skomagers Anna, som i årenes løb havde fået 7 børn med 7 forskellige fædre, hun havde en dreng på alder med mig, og vi to legede en del sammen, men han var også oppe hos Jørgen Frandsen og arbejde, idet vi dengang gik i skole hver anden dag. For øvrigt kom omtalte Anna på et ophold på Christianshavns kvindefængsel et års tid grundet på et forhold i familien (seksuelt). Der hvor kvindefængslet lå, er den bygning, som man kalder lagkagehuset - det var malet hvidt og gult mellem etagerne.
 I fattighuset var loft og vægge hvidkalkede og virkede kolde, og døren var i to halvdele og var ikke særlig tæt. En af beboerne der var en kvinde, som hed Grete Skan, hun besøgte tit Bedstemor, hun havde altid en firkantet kurv under armen, den var med 2 låg. Hun gik rundt og fik samlet sig lidt føde. Hendes hus i Nørreby brændte - det var vel ikke forsikret - og så blev hun sendt ned i fattighuset.  Med varmen var det således, at sognerådsformanden kom en gang om ugen og delte nogle stykker brænde ud til hver beboer. Ak ja, sikke en tilværelse dengang. Jeg husker, at jeg fik et gammelt vækkeur af Grete Skan, det brugte jeg til motor i min lille båd.
Dette var altså i krigstiden, og jeg husker, at en tysk soldat blev fundet død ved øens nordkyst og bragt ned i udhuset til kommunehuset, han blev identificeret og begravet ved Femø kirke, et monument stod i mange år der. Efter et lille årstid flyttede vi så til Sønderby, idet vi boede til leje hos Karen Grymer - huset ligger skråt over for Brugsen.
Far fiskede med ålevod, og det var trange tider, da der under krigen manglede alt. Mor var på mejeriet om formiddagen og ekspederede folk med mælk, ost og kærnemælk, og hun tjente så lidt der. Jeg husker, hun brændte byg på panden til kaffe, og blandede mel og mælk til en slags margarine. Mor kunne på mejeriet ind imellem få lidt rigtig fløde, som kom i en flaske og blev rystet, deraf blev der lidt smør og en slags kærnemælk. Da vi boede der, kom min søster Nelly ud at tjene hos P. Frederiksen, fik sig lidt pænt tøj.Det var kun hveranden dag, hun var der - skolen skulle jo også passes.
Om vinteren sad min far og bandt ålevod - filerede, som de kaldte det. Jeg lærte det år at binde en hel torskeruse med rad. Desværre kunne vi ikke få spanskrør til bøjler, så Far fik lov at fælde nogle rødpilgrene, som vi så brugte til bøjler.
Jeg var somme tider med far ude om natten og drive med ålevod, det var spændende når posen blev halet ind og se, hvor mange ål der var. Jeg fik lov at beholde ålekvabberne, som jeg kunne sælge for 2 øre pundet. Far fik ca. 40 øre pundet for ålene.
Nu var vi nået til år 1918, det år, krigen sluttede. Min bedstefar Chr. Friis, som var født 1850, døde 1918. Så kunne bedstemor og Hans, som boede der i huset, ikke rigtig klare det. Hans fik den lille båd efter Chr. Friis, på ca. 10 tons. Jeg husker, jeg engang kom om bord, og han gav mig brød med leverpostej og ansjoser. Hans kunne desværre ikke tjene noget rigtigt. Han kunne, efter at have losset en last kul, spule dækket skinnende rent i den ene side og efterlade den anden side snavset i flere dage. Han fik solgt båden og tog til København, og fik arbejde på Carlsberg. Far og Mor købte så huset i Nørreby af min bedstemor, men hun skulle have en stue for sig selv, og de skulle så passe hende. Vi flyttede til Nørreby igen, undtagen vores kat, den hentede jeg mange gange oppe ved huset i Sønderby, men til sidst blev den væk. Far fik sat en ny forside i huset og ellers sat det i stand. Han lavede engang et lille sejlskib til mig, det har været omkring år 1920, og skroget bestod af pommersk fyr og var fra et stykke af bolværket, idet havnen blev repareret dengang. Skibet eksisterer endnu - Lises børn fik det over på Fejø, og det er godt og vel 60 år gammelt.

 

Ejvind Friis  ( 1908 - 1998) Øverst ses han med sit skib i "Dammen" i Nørreby, Femø. Skibet eksisterer endnu. Nerderst ses han på samme sted 80 år senere.

 

Far havde nu og da hjulpet den gamle færgemand Rs. Jørgensen, mens de dengang havde færgemandssejlads mellem Femø og Fejø Sletter. Færgemanden havde en stor kragejolle. Rs. Jørgensen og færgemanden P. Skov på Fejø Sletter havde koncession med passagerer og gods mellem øerne, så postdamperen "Rudkøbing", som dengang sejlede til Bandholm og øerne, måtte betale hver færgemand ca. 35 - 40 kr. om måneden, for at få lov til at tage folk med til Fejø eller omvendt. Jeg har engang roet fra Femø til Fejø Sletter med en passager, idet det var stille, så færgebådene ikke kunne sejle. Jeg fik 1,70 kr. for turen.
Medens vi endnu boede i Nørreby fik Far bestillingen som toldopsynsmand efter gårdejer P. Olsen, som boede nede ved stranden ved Andemose. Imidlertid holdt færgemanden op, og Far fik så de bestillinger på havnen som havnefoged, postekspeditør og ekspeditør ved færgen og grisedamperen. Min søster hjalp Mor med at passe postekspeditionen. Grisedamperen var "Særimner", senere kom "Galten". De hentede grise fra Fejø og Femø hver mandag. Omkring 1923 begyndte Marstal-paketten at anløbe Fejø og Femø. Den kom hver tirsdag efter frugt og kom tilbage fra København fredag morgen ved 4-tiden med varer. Jeg kan huske engang Far var syg, måtte Mor til havnen og passe ekspedition ved færgen. Dengang havde færgen ingen projektør, så til hjælp til at finde igennem ved Fejø Sletter, blev der stillet 2 ledefyr op ude ved Østerklint, og det var med petroleumslanterner, så jeg måtte  derud hver eftermiddag  og  ordne lanterner.  Far  fik 2 kroner
daglig, for at passe dem. Desuden havde vi jo også de to ledefyr ved indsejlingen til havnen, det var to flagermus-lamper, og de skulle tages ned, så snart færgen var kommet ind - måtte ikke brænde om natten. Der var også det faste fyr på havnen, det brændte hele natten.
Fra min skolegang husker jeg, hvor slem vores førstelærer var. Engang ville han give en dreng en lussing, men han holdt armene omkring hovedet, så for læreren ind i sin stue og hentede en hasselkæp, men imens rendte Svend Aage sin vej - men læreren rendte efter ham, og jog ham ned i skolen igen. Her lagdes han op på det bord, hvor jeg og min sidekammerat sad, og blev derefter pryglet forfærdeligt. Efter dette drama skete der ikke noget, for Svend Aages forældre var på et lille husmandssted og turde ikke sige noget. Men da tragedien gentog sig med en anden dreng, hvis fader var resolut, meldtes sagen til højeste skoleinstans. Resultatet blev, at læreren ret hurtigt blev suspenderet - til stor lettelse for os elever i skolen.
På den tid blev vores plads på skolebænken vurderet efter vores karakterer og ikke efter alder. Jeg erindrer endnu, at jeg på et tidspunkt sad nr. 2. Nummer 1 hed Alfred Møller, som blev landsretssagfører - jeg blev som bekendt sømand, og skipper senere. Nummer 3 hed Johannes Andersen Lok, han blev radiotelegrafist. Nr. 4 hed Villy Jensen, han blev mejerist. Nr. 5 hed Ejler Christensen, han blev gårdejer, og nr. 6 var Edvin Hansen, der blev biografdirektør. Nr. 7 og 8, Niels Jørgensen og Frits Jensen fik begge gårde. Til vores hus i Nørreby tilhørte der ca. 2 skæpper have. Jeg tror, jeg tabte lysten til landbrug der. Det var således, at det meste blev lagt til med kartofler, og når de kom op, blev det min opgave at hyppe alle disse rækker, og senere at grave dem op. Senere fik Far dog plantet frugttræer i det meste. Men når man gik der i kartoffelrækkerne og kiggede ud nordenlands mod Stenøres Nakke, hvor sejlskibene passerede jævnligt, tænkte jeg - hvem der bare kunne komme med sådan et.
Så fik min far den tanke, at jeg skulle i købmandslære - jeg kom så op hos Carl Henrichsen og var der en tid, men det var alligevel ikke min lyst, så det gik ikke. Jeg ville nu ud at sejle, når jeg efter konfirmationen blev gammel nok. Og Far sagde: "Ja,ja da, som du vil - men jeg siger , at sømandslivet er nu ingen dans på roser, husk det!"

 

Min ungdom til søs.

 Da jeg var 14½ år gammel i 1923 søgte jeg om at komme med skoleskibet "Georg Stage, men det blev ikke til noget, fordi der ikke var flere ledige pladser på skibet. Desuden kostede det 500 - 600 kroner at komme med, og pengene var jo små dengang, så den tur blev ikke til noget. Jeg ville egentlig gerne i urmagerlære, men af økonomiske grunde kunne min far ikke hjælpe mig med det. Nu kom jeg så nogle rejser med August Merkel, som netop havde fået sin nye båd "Fremad". Den var bygget i Bandholm og kunne laste 40 tons dødvægt.
Den havde en 15 hk. motor - 4 takts, frederikshavner. Inden start skulle glødehovedes varmes op med en blæselampe i ca. 15 minutter, en ventilløfter skulle drejes op for at motoren ikke skulle slå bak, og når man så med håndsvinget havde fået god fart på, skulle løfteren ned igen, så motoren kunne komprimere og gå i gang. - Ja, at tænke sig forskellen på dengang og nu, hvor man bare kan stå i styrehuset og trykke på en knap, så starter motoren dernede i maskinrummet. Da jeg kom med Merkel ud at sejle, måtte jeg også styre båden, men ak - jeg var så lille, at jeg ikke kunne se ud af vinduerne i styrehuset, så August måtte lave en skammel, så jeg kom noget højere op. Vor tur gik til Kastrup, hvor superphosfatfabrikken lå. Vi måtte ligge til ankers ude på reden og vente til det blev vores tur til at laste. Der  lå mange skibe på  reden og ventede  på last.  På  den tid var der endnu mange, der ikke havde motor, og August tjente lidt ekstra ved at bugsere skibe ind og ud af havnen. Der var en stor galease, som hed "Bonavista" og skibet "Lina Høge" og en hollandsk kuf med sværd på siderne. Vi ventede på last 4 - 5 dage, og en eftermiddag tog August mig med en tur ud til Hvidovre, hvor hans morbror Christian Lund boede i en villa. Rutebilerne var ikke så høje dengang, voksne mennesker kunne ikke gå oprejst i dem. Herude fik vi en dejlig flæskesteg og brødsuppe med flødeskum, så det var jo dejligt. August havde jo i sine unge dage været i Australien med Chr. Lund og fiske perler. Ude i fiskerihavnen, hvor Lund og hans sønner havde deres både og garn, blev de kun kaldt "perlerne". Ellens moster Margrethe tjente dengang hos Lund, og hun serverede for os og havde hvid kittel på. Jeg var i mit konfirmationstøj - matrostøj - og må have set noget spinkel ud, for Chr. Lund sagde til mig: "Vil du være sømand, må du spise noget mere rugbrød, for der skal kræfter til". Dette måtte jeg senere sande, når man skulle losse eller laste varerne. Jeg ønskede, at jeg kunne blive så stor og stærk en kæmpe som Chr. Lund var, hvilket dog aldrig blev tilfældet. August Merkel var, skønt ikke særlig kraftig, uhyre stærk. I sine unge dage kunne han løfte en tønde petroleum med 200 liter i sine arme, og det var der ikke mange, der kunne gøre ham efter.
På vor rejse fra Kastrup til Femø med kunstgødning opdagede vi, at der i Køge Bugt lå en masse brædder og tømmer, som vel var faldet over bord fra en trælaster. Vi fiskede en masse brædder op, så vi havde en hel stabel i hver side af båden.
Efter denne rejse var vi i Svendborg med korn og en tur til Egernsund efter mursten. Med lastning og losning af murstenene kom jeg til at sande Chr. Lunds ord om mine kræfter. Efter disse rejser skulle "Fremad" afløse den lille båd "Kaj" på ruten Femø Nykøbing F, og jeg kom nu med en fisker fra Omø. 
På den tid rørte der sig et vældigt liv på Femø havn, idet der dengang var en masse rødspætter i Smålandshavet, og fiskerne brugte Femø som station. Der kom både fra Omø, Skælskør, Korsør, Agersø samt en del fra Langeland.
Båden, jeg kom med, hed "Alvilda", og fiskeren hed Mads og hans kone Martha. Hun var den hurtigste af alle , når garnene skulle hænges op eller tages ned. Jeg hjalp så Mads med at fiske den sommer; vi fangede mange fisk. Jeg fik lov at styre og passe motoren,  år vi var ude at sætte eller tage garnene op. Der var en 5-hestes firtakts Dan-motor i båden, og den var meget driftssikker. Når vi så havde fyldt dammen med fisk, sejlede vi til Bandholm fiskeexport med fangsten. Nogle tog til Skælskær, hvor der måske var bedre priser.
Der var også en livlig handel med skibsproviantering på Femø, idet fisker Chr. Pipper åbnede en lille butik med kolonial med mere. Der var rigtignok tit travlt med at forsyne fiskernes både med petroleum, det skulle jo pumpes op med håndkraft. Det var dengang en dunk med 40 liter kostede 4 kroner.
Dette år, 1923, startede en skipper fra Marstal en paketrute fra Marstal til Fejø - Femø - København. Skipper Eriksen havde sejlet med 3-mastskonnerter på udenlandsrejser og ville nu på sine gamle dage sejle lidt herhjemme. Båden hed "Paket", og den anløb Fejø og Femø hver tirsdag og kom tilbage fra København fredag morgen. Der var en masse frugt på øerne dengang, og paketten var næsten hver gang fuldt lastet med frugt. Min far købte dengang gamle høns, som kom med til København og blev solgt til private.
Far og Mor fik bygget nyt hus ved havnen i 1922 - jeg blev konfirmeret,  da det 21 alen lange hus med stråtag endnu eksisterede. Det var et bindingsværkshus, og det var så lavt, at når det blev højvande, gik vandet ind over gulvene, og de måtte tage skuffer ud og stille dem op på bordet. Efter de trange økonomiske kår, blev mine forældre nu helt godt kørende, idet de nu havde fået alle de stillinger, der var ved havnen. Far var ekspeditør ved postdamperen, havnefoged, toldopsynsmand samt ekspeditør for paketten og grisebåden "Galten". Min mor og søster Nelly passede postekspeditionen. 
Min far fik på den tid bygget en ny jolle i Sakskøbing, det var en 18-fods klinkbygget egetræsjolle. Den kostede ca. 1000 kr. uden mast og sejl. Masten lavede han selv, sejlene blev syet i Nykøbing. Senere fik han isat en 3-hestes Fjellebro-motor af den type, som efterhånden blev brugt som dæksmotor i lastfartøjer. 
Dengang skulle man som toldopsynsmand have en båd for at kunne komme ud til skibe, som var grundstødte eller til anden kontrol. Denne jolle eksisterer endnu i Nakskov, men er beklædt med glasfiber - den er således over 60 år.
Den 16. august 1923 fik jeg udstedt en søfartsbog fra politistationen i Maribo leveret uden betaling.
Sidst i august kom jeg med M/J "Jenny" af Fejø. Skipperen hed Carl Andersen Bager, og båden var en svensk klinkbygget, der lastede 35 tons, og der var en 18-hestes totakt Slagelse-motor i båden, den var forsynet med vandindsprøjtning sammen med olien. Vor første rejse med "Jenny" var fra Bandholm, hvor vi lastede mel til Vejle. Der blev jeg mønstret som ungmand den 12. september 1923. Carl Bager lærte mig en masse om sejlads. Vi havde næsten altid sejl til, og jeg husker, at når jeg skulle styre bidevind - det var med rorpind - sagde han: "Du skal røre roret hele tiden". Desuden lærte jeg at kende en masse mærker i land, som viste, hvor langt vi kunne komme ind til en grund. Det første landmærke han lærte mig, var da vi sejlede fra Dybvig mod Avernakke - når Rs. Jeppesens hus på Skalø kom klar af Vesterby havn, var vi klar af  Avernakkerevet.
Dengang var det også lidt svært med at få fragter. Men vi fik sluttet nogle laster gødningskalk fra Holtug ude på Stevns Klint, men måtte tit ligge i flere dage i Rødvig havn og vente på at kunne komme om til broen, når vinden passede til det. Vi var i Bøjden, på Sejrø, i Båring Vig og i Hejlsminde med gødningskalk. Herfra fik vi en last kalksandstens-mursten med til Lolland. På en rejse  fra Bandholm til Horsens med en last korn, skete der en trosomvendelse med Carl Bager. Han var egentlig baptist, men i Horsens blev han i Bygholm  Sø døbt om til adventist. Dette var i praksis ikke så godt, idet adventisterne holdt lørdagen fri, og hvis vi kom ind med en last om fredagen, ville skipper nødig laste på en lørdag.
Båden "Jenny" ejede Carl Bager ikke, det var daværende sognefoged Niels Jacobsen på Fejø, som ejede den; han overtog den efter Friis Skov, som gik konkurs, han havde også en anden båd, som blev overtaget af Johs. Jørgensen på Fejø.
Carl Bager havde den aftale med N. Jacobsen, at de skulle dele indtægterne, jeg ved ikke hvordan med udgifterne, reparation og lignende. 
Min hyre var 35 kroner om måneden, men Carl Bager var altid i pengenød. Han havde i sine yngre dage sejlet med dampere som matros og også som kok - han kunne lave noget god mad. Vores pålæg i al den tid, jeg var med, bestod af sevelatpølse, ost og leverpostej. Efter at han var blevet dødt om, fik vi ikke fisk uden skæl og heller ikke svinekød. En rejse gik fra Rødby Havn til Nakskov med nogle store skibsankre. Det var den gang skibsværftet i Rødby Havn blev nedlagt. Det var nemt at losse, når en kran kunne hive ankrene op i løbet af ganske kort tid. Vi havde den sommer ligget længe i Vesterby Havn og søgt fragt, så endelig ringede mæglerne fra Nakskov, om vi ville have en last kondenseret mælk fra Nakskov til Hamburg. Denne rejse var for mig en stor oplevelse, da jeg endnu ikke havde været i udlandet. Fragten for de 30 tons var 240 kroner, og så skulle vi have en last majs med hjem til Bandholm. Da vi sejlede fra Nakskov på vej til Hamburg, skete der det, at svinghjulet på motoren gik los,  fordi en kile var faldet ud. Carl fik hjulet skubbet ind igen, men desværre for langt, idet det gik mod træet, så det slet ikke kunne gå rundt. For sejl kom vi så tilbage til Nakskov om aftenen, og næste dag kom der en smed og fik hjulet på plads igen, og vi var så atter klar til at sejle. Vi fik nu følgeskab med en skipper fra Egernsund med skibet "Helene", det var også lastet med mælk til Hamburg.
Næste dag lettede vi og kom ud til Albuen, men nu var der frisk vind fra sydvest, lige imod til Kielerbugten. Skipperne besluttede så at sejle nord om Langeland, hvilket forlængede distancen en del. Den dag nåede vi ud til Lyø Havn, hvor vi ankrede op, og lå på siden af hinanden. De næste 2 dage lå vi der med blæsevejr, og der lå mange sejlskibe der til ankers. Tredie dag faldt vinden vestlig, og vi kom afsted og nåede Holtenau om aftenen. Næste dag skulle vi så gennem Kielerkanalen, men da Carl ikke havde en såkaldt lodseksamen, skulle vi have lods, og det var vist temmelig dyrt. Carl gik derfor til en prøve om sejlads i kanalen, som han bestod. Olsen fra "Helene" havde denne prøve, og dermed kunne vi sejle, men vi måtte ikke sejle om natten, så vi fortøjede ved nogle duc d'alber. Olsens kone og dreng var med i sommertiden, og vi var ovre hos dem og få kaffe og æbleskiver om aftenen. Den følgende  formiddag kom vi til Brunsbüttel. På den tid var der mange sejlskibe uden motor. De blev fortøjet sammen i en lang række, og en slæbebåd slæbte dem gennem kanalen. I Brunsbüttel lå vi og ventede en tid. Strømmen i Elben løber stærkt, lige før floden begyndte, kom vi af sted, og med strømmen i halen kom vi hurtigt til Hamburg.
"Jenny" blev desværre læk - mere læk end den plejede at være - men vi fik imidlertid losset vores last, det foregik på siden af en damper, som lå til ankers ude i havnen. Vi havde jo den last majs på hånden, men da lækken var temmelig stor, turde Carl Bager ikke laste. Det var temmelig dyrt at komme på bedding, og da båden havde ret høj køl, turde han ikke lægge sig ind på flodsiden og vente på ebbe. Han var bange for,  at den  ikke kunne tåle  at ligge på siden,  når vandet faldt fra. De fladbundede tyske everter og kuffer brugte det meget, når de skulle rense bunden. Carl ringede så til mægler Hovmand i Bandholm, at "Jenny" havde fået en slem læk foruden den faste, og fik annulleret lasten. Så gik rejsen tom hjemad igen, og vi kom omsider på bedding i Bandholm. Det viste sig, at en fundamentsbolt var knækket, idet den var befæstet med et hoved udvendig og arbejdede, når motoren rystede i bolten. Vi måtte også have nyt pumpelæder i Svendborg-håndpumpen, for den blev jo brugt flittigt på turen tilbage, der var nemlig ikke lænsepumpe monteret på motoren. Nu da fartøjet atter var søklart, gjorde vi en del rejser resten af efteråret, og jeg syntes nu, det var på tide at prøve noget nyt. Den 14. januar 1925 blev jeg afmønstret i Bandholm.
Nu gik jeg igen på Femø og søgte hyre, og det lykkedes mig at få en med sukker-damperen "Gustav" af Assens. Jeg blev påmønstret  den 23. februar 1925 som ungmand, og månedslønnen var 45 kroner plus 10 kr. i madraspenge og skaffegrejer, Men dertil kom, at man fik penge for overarbejdstid, hvilket bevirkede, at jeg fik lige så meget for overarbejde som selve hyren. Den første rejse gik til  Aalborg med 300 tons sukker, derefter ledig til Fakse Ladeplads efter kalksten, og ellers sejlede vi gerne 2 laster sukker om ugen enten til København eller jyske havne. Sidst i september begyndte vi at sejle roesaft fra Kolding til Assens, og det foregik uafbrudt dag og nat og sluttede lige før Jul.
Jeg var ellers glad for at være med "Gustav". Vi fik så meget god mad der, 2 retter varm mad om dagen og en masse pålæg af alle slags. Vores lukaf var forude, 2 matroser og mig som ungmand boede i den styrbords side. I bagbords side boede der 2 fyrbødere. Der var en almindelig kakkelovn i hvert lukaf, og vi fyrede med dampkul i den. Vi havde elektrisk lys, men kun når vi sejlede; ved land måtte vi bruge petroleumslamper. Der må jo ikke have været nogen hjælpemotor til at lave strøm, kun når hovedmaskinen var i gang.
Når vi kom til København, samlede jeg gerne en hel del pålæg og brød sammen, og tog det med ud til min faster Karen og hendes mand, Holger Cederholm. Han var arbejdsløs former, og Karen tjente noget ved at gå med aviser om morgenen, så de var glade for, at jeg kom med madvarer til dem. Det var nemlig sådan, at på båden skulle hovmesteren levere al den mad til os, som reglerne foreskrev, og jeg måtte ikke levere noget tilbage, for matroserne sagde, at hovmesteren ikke skulle leve højt på vores bekostning. På denne båd var vi 9 besætningsmedlemmer. Det var: kaptajn, styrmand, maskimester, hovmester, 2 matroser, ungmand og 2 fyrbødere. Det var mange på en sådan båd, der lastede 3oo tons. 
Der gik ca. 1½ år, og i den periode blev vi alle sendt hjem på grund af generalstrejke, første gang fra 27. marts til 24. april og så igen fra den 6. maj til den 8. juni 1925. Men jeg skulle til at tænke på at blive letmatros; en matros, som hed Peder Thomsen og var fra Torøhuse ved Assens sagde en dag, at nu skulle jeg passe på ikke at blive fast inventar på dette skib, men prøve noget nyt. Jeg fik sagt op og blev afmønstret den 14. august 1926. Herefter boede jeg på sømandshjemmet "Bethel" i Nyhavn og søgte om en ny hyre. Den 30. august fik jeg hyre med C.K. Hansens dampskib "Elsborg" af København, der var på ca. 2800 tons dødvægt. På denne båd blev jeg mønstret som letmatros og fik 85 kr. i hyre og 10 kr. i madraspenge om måneden. Skibet var på vej fra en østersøhavn, og en mørk aften blev jeg og en anden ung mand, som skulle være kullemper, sejlet ud ved Middelgrundsfortet, hvor damperen passerede, og vi to blev sat om bord. To andre kom med tilbage - de havde fået kønssygdom. Skibet fortsatte så videre på sin rejse til en havn nær Edinburg med props. Det havde så høj en dækslast, at skønt det var roligt vejr, lå det og slingrede fra den ene side til den anden, og jeg tænkte på, hvordan vi skulle komme over Nordsøen med sådan en overlast. Det gik nu alligevel meget godt, og en morgen sagde en matros til mig, at nu kunne vi skimte Bass Rock, men at der ville gå et stykke tid, inden vi var inde i Leith-fjorden. Vi sejlede under Firth of Forth-broen, og jeg havde aldrig set så stor en bro - det var den, hvor toget "den flyvende skotte", kørte over.
Efter endt losning sejlede vi i ballast til Riga, hvor vi igen fik en last træ om bord. Her var der mange kvinder, som arbejdede på havnen; nu 8 år efter 1. verdenskrig var der tyndet ud i mændenes rækker. På denne damper, som lå i Riga og lastede træ i mange dage, var der et værre drikkeri om aftenen, især var det vodka, der blev drukket. Om aftenen kom der en hel del piger om bord, og de fordelte sig over hele skibet i kahytter og lukafer. Mange af disse piger kunne en del dansk; de må have lært det, når de kom om bord i danske skibe, som der kom mange af. Efter nætternes meget drikkeri med pigerne og dermed efterfølgende erotik havde et par af matroserne pådraget sig gonorre og måtte søge læge.
Vores næste bestemmelsessted var Dublin i Irland. Det var hårdt vejr over Nordsøen, jeg husker en nat ved 4-tiden, hvor jeg skulle hen agter for at aflæse loggen. Jeg havde en flagermuslygte med, og der var kun en smal passage langs lønningen, så kom der en vældig bølge, så agterenden kom helt under vand, og da den kom op igen, vidste jeg ikke, om jeg var indenbords eller udenbords, men sansede dog, at jeg hang i lønningen indenbords. Flagermuslygten så jeg aldrig mere - den ligger nok et sted i Nordsøen og er rustet op.
På vor videre rejse var vi nu kommet i nærheden af Skotland, og vi skulle sejle gennem Pentland Firth -strædet. Vi havde  modvind, da vi kom ind i strædet løb tidevandet også imod. Strømmen løber der 4 - 5 knob, og med vores fart på 7 knob tog det lang tid at komme igennem, men vi nåede da imidlertid til Dublin. Denne by var en snavset og grim by, der var rendestene i gaderne, hvor børnene legede. Sammen  med  en  af  mine kammerater var jeg  en tur i teater,  men vi fik ikke meget ud af det, da vi ikke forstod sproget.
Efter endt losning skulle vi til Danzig efter tømmer, men nu var der kulstrejke i England, så derfor måtte vi anløbe Hook van Holland for at få fyldt bunkers. Her i denne havn kom der nogle handelsfolk om bord med en masse silketøj og meget andet kram. Jeg fik købt et sjal og et par puder - mange købte silkestrømper og dameundertøj, som skulle bruges i Danzig, når pigerne der kom om bord. Fra Hook van Holland sejlede vi mod Elben, gennem Kielerkanalen og videre til Danzig. Her lå vi til ankers ude på floden, hvor der kom store lægtere med træet til os. Det var mest props, som blev brugt til afstivning i kulminerne i England.
Da jeg kom om bord i "Elsborg", når vi sejlede var det som regel 4 timers vagt og 4 timer fri. Ved land skulle der være en nattevagt, og det arbejde fik jeg, når vi lå i en Østersøhavn, og jeg havde fri om aftenen, når vi kom til England - det var forresten mærkeligt, når vi kom til England, var der ikke noget med, at der kom piger om bord. Derimod gik de fleste i land og på værtshus og nogle på konditori og drak te med plumkage til. I Danzig gik jeg så nattevagt hele tiden, mens vi lastede ude på floden, og jeg skulle ro mandskbet i land og hente dem igen, når de gav signal. Der var en tysk matros, som ikke kunne finde sig i alt det drikkeri, kvinder og slagsmål, så han ville rømme fra skibet. Jeg roede ham i land og så ham aldrig mere. 
Det kunne være en lang nat at gå vagt, så hen på natten satte jeg mig ind i kabyssen, hvor der var varmt, røg lidt cigaretter og blundede måske lidt, men hørte så pludselig, at de fløjtede inde på kajen. Så var det med at få fart på, komme i jollen og hente dem. Det var kaptajnen og kokken, der ville om bord, og jeg fik en overhaling, fordi det varede for længe, inden jeg kom. For øvrigt skændtes de på vejen ud til skibet, og om bord fortsatte de, antagelig om en pige. Ved lejderen op til broen stod de på hver sin side og boksede hinanden gennem trinene.
Efter endt losning skulle vi til Liverpool. På denne rejse havde vi en meget stormfuld tur. Jeg var plaget af søsyge og var ikke glad for denne Nord-Østersøfart. Jeg ville gerne i land fra denne gamle trampdamper, hvor jeg syntes det eneste kønne var C.K. Hansens skorstensmærke, som dengang betragtedes som det pæneste i hele handelsflåden.
Fra Liverpool sejlede vi til Stettin. Jeg spurgte kaptajnen, om jeg kunne blive afmønstret der, men det var lidt vanskeligt, fordi man helst skulle være i en dansk havn, men han lovede at prøve på det. Det gik i orden, og i følge min søfartsbog blev jeg afmønstret den 2. december 1926, stemplet med "Kongelig dansk konsulat af Pommern i Stettin". Det var så heldigt, at DFDS rutedamper "Odin" lå der i havnen, og jeg fik en dækspladsbillet til København, hvortil vi ankom en sen nat.
Hermed var så min tid med udenrigssejlads forbi.

 

De voksne år.

 Efter afmønstring i Stettin, og kommet hjem  en tur til Femø, søgte jeg om at komme på navigationsskolen på Bogø for at tage sætteskippereksamen, og jeg fik besked om at kunne møde 2. januar 1927. 
Vi var kun to, som læste til denne eksamen. Min kammerat var fra Guldborg, og vi to kom til at bo på samme værelse. Dengang var der almindelig kakkelovn på alle værelserne, og vi fyrede med kul. Men kosten fik vi på skolen.
Da der først skulle holdes eksamen på denne skole i august, foreslog lærerne, at vi skulle hænge godt i, og så ville de give os nogle ekstratimer - vi kunne så prøve at tage til København, hvor der afholdtes eksamen midt i marts. Det gik meget godt, idet vi begge to klarede opgaverne og fik vores papirer. Jeg husker endnu, at jeg fik 45 i hovedsum - ( 9 karakterer ). Min makker fik 47. For at bestå krævedes mindste hovedsum 27 - den højeste hovedsum var 63. Vi var således meget glade for dette resultat, da vi ellers skulle have gået på Bogø til august. Vi tog tog os så en glad aften i København og rejste næste dag til Bogø for at sige tak for undervisningen. Vi måtte så med dette bevis føre dansk skib på 100 tons brutto i indskrænket fart. Jeg var nu 19 år og havde dette bevis, men næringsbevis kunne jeg ikke få, før jeg var 21 år, og havde da heller ikke brug for, før jeg måske fik eget skib. Det næste årstid hjalp jeg Osvald med "Elise", og jeg var en periode med "Femøsund".
Den 15. april 1929 rejste jeg til København og blev marinesoldat. Efter rekruttiden, som varede en måned, kom jeg om bord i opmålingsskibet "Marstrand". På dette skib var der blandt andet 2 både til brug ved opmåling af vanddybder. Da jeg nu havde dette eksamensbevis fra Bogø, fik jeg tjans som fører på den ene båd; det var jeg glad for. Med skibet lå vi en tid ved Middelgrundsfortet og målte op. Et par gange om ugen skulle jeg sejle ind til toldboden i København og hente post til "Marstrand", og det var på Købmagergades postkontor, jeg hentede posten. Senere på sommeren sejlede vi til Grenaa. Det var planen, at der skulle opmåles vanddybder på en grund, der hedder Tangen, som ligger noget nord for Fornæs. Dette arbejde kom jeg ikke med til, da jeg fik fåresyge og måtte indlægges på sygehuset i Grenaa, og der gik så godt 3 uger, inden jeg var over dette. Kom så om bord igen i Randers, og inden længe sejlede vi tilbage til København, hvor vi skulle opmåle vanddybden rundt omkring i Øresund. Da vi nåede 1. oktober 1929, var vor tid så gået, og besætningen på skibet hjemsendt.
Den 6. oktober 1929 blev min søster Nelly gift med Osvald Olsen, og jeg kom således med til fest der. Min svoger Osvald havde dengang en lille lastbåd, som kunne laste 20 tons, og som hed "Elise". Der blev en stilling ledig som restauratør på "Femøsund", som Osvald fik. Jeg købte så "Elise" for 5000 kr. og blev således selverhvervende. Dengang var der meget at sejle med med små skibe, og denne lille båd havde jeg i 7 år.
fter en forlovelse en tid, blev jeg gift med Ellen Hansen, som også var fra Femø. Vi blev gift den 25. juni 1933, og næste år, 18. marts 1934 fik vi vor søn, som hedder Bent. Og 24. april 1939 fik vi vor datter, som hedder Lise. Ja, og nu til sommer 1991 har Ellen og jeg været gift i 58 år. Da vi blev gift, fik vi bygget et lille hus ved Havnen, og alle materialerne - som mursten og tømmer, hentede vi i Egernsund og Bandholm, og kalk i Fakse Ladeplads. Så huset kostede dengang ca. 5000 kr., da det var færdigt. 
Den solide lille båd "Elise" blev efter tidernes forandring for lille og kunne næsten ikke sælges, men jeg fik den dog solgt til en fisker på Agersø, der brugte den til at sejle med lystfiskere. Den blev solgt for 3ooo kr. 1937 købte jeg en større båd fra Lohals, den kunne laste 40 tons og havde en 15 hestes 4-takts frederikshavner-motor, men denne motor gik i stykker efter en kort tid. Så fik jeg købt en hel ny 3o hestes Fjellebro-motor, og nu var vi godt sejlende, så vi ikke behøvede sejl, hvis der var modvind og blæst. Denne båd, som hed "Maja", købte jeg for 7000 kr. og den ny motor kostede dengang 13000 kr. Nu tjente man jo flere penge, når skibet lastede dobbelt så meget, og havde også nogle gode år med den. I efteråret 1939 brød krigen ud, og samtidig - fra 1940 - havde vi jo de tre lange isvintre, der begyndte midt i december og varede til 1. april alle tre år i træk. Efter denne strenge isvinter 1940, da isen var forsvundet, fik vi en last at skulle hente i Kalundborg; det var kunstgødning. Vi sejlede fra Femø den 6. april og fik lasten den 8. april. Jeg havde dengang min svoger Osvald  med for denne første tur efter isvinteren. Men næste morgen den 9. april, da vi skulle sejle, blev vi stoppet af myndighederne, idet tyskerne havde besat Danmark. Måtte så blive liggende 2 - 3 dage inden vi fik lov at sejle. Nu skulle vi have såkaldt "schein" fra tyskerne inden vi måtte tage af sted, og vi kom da også til Bandholm i god behold.
Der var da også meget at transportere af varer, der kom dog også en ny bestemmelse fra staten - de lavede det såkaldte "fragtnævn", og inde i København bestemte de, hvilke varer, vi skulle sejle med. Jeg husker endnu, at jeg fik tilbudt en last byg fra Bandholm til København, og jeg lå med båden på Femø. Fragtnævnet sagde nej - jeg skulle sejle tom til Kolding efter en last brunkul til Rungsted. Det var måske mere nødvendigt end korn til København.
Der var desværre mange skibe, som blev minesprængt på grund af alle de magnetiske miner, som engelske flyvere spredte over alle farvandene. Man kunne godt sejle over sådan en mine, måske flere gange, inden den sprang. Vi slap da heldigvis uden at vi blev ramt. Ved Femø blev to skibe minesprængt nord for øen, og et øst for, og ved Vejrø et mindre træskib.
Efter krigen blev der stiftet et fond, som hed "Søfarendes Mindefond". Ganske tilfældigt gjorde vor datter Lise, som var ansat i SID, os opmærksom på en artikel i "Fagbladet", at fondet lå med millionbeløb, som nu skulle fordeles blandt søfolk og fiskere, som havde sejlet under krigen. I SID hjalp de mig med ansøgningen, og så i december 1990 kom der et brev derindefra, at jeg fik bevilget 1000 kroner i legat - bare mærkeligt, at 45 år efter krigen finder de på at fordele pengene, hvor en stor del af de søfolk fra dengang ikke er til mere.
Jeg havde så "Maja" i 10 år til 1947 - fik den solgt til en skipper på Bornholm. Samme år købte jeg en galease i Egernsund, som kunne laste 70 tons. Den var netop lige repareret med ny garnering indvendig, nye støtter og lønning samt nyt dæk. Da vi skulle hente den, tog Ellen med mig til Egernsund. Desværre var motoren ikke så godt i orden, idet topstykket på cylinderen var revnet, men vi kom da hjem med skibet, og fik bestilt et nyt topstykke. Det varede næsten en måned, inden det kom, da fabrikken i Frederikshavn først skulle støbe et nyt. Skibet hed "Jyke", da vi fik det, og dengang måtte man ikke give skibe samme navn, som andre havde. Det var således de mærkeligste navne, skibe fik. Vores kom til at hedde "L.B. Friis" efter vore børn, Lise og Bent. Vores søn Bent var nu blevet konfirmeret 1948, og han kom så med mig på vore ture.
Efter krigen var der en overgang meget at sejle med. Det var blandt andet denne Marshall-hjælp fra U.S.A., som sendte en masse varer hertil. I frihavnen i København anløb de oversøiske dampere, og vi måtte gerne ligge på siden af de store dampere og få varerne bragt om bord hos os, og vi med de mindre skibe bragte så varerne ud til de forskellige provinshavne.
"L.B. Friis" sejlede vi så med til 1953. Jeg vil gerne her nævne de forskellige varer vi sejlede med de 23 år, jeg havde skib. Det var korn, kul , koks, foderstoffer, mursten, drænrør, tagsten, gødningskalk, kalksten, mel, singels, kunstgødning, asfalt, gasrensningsmasse, halm, bly, tømmer, sukkerroer, roeaffald, cement, frugt, kali, brunkul, tørv, briketter, salt, sukker, kartofler og brænde. Men nu ca. 5 år efter krigen, da der igen kom olie og benzin til landet, kom lastbiler og DSB igen rigtig i gang, og det gik stærkt tilbage for småskibsfarten. Det sidste år jeg havde skibet, havde vi således kun nogle få inderigslaster, og vi måtte så sejle til Tyskland - Stralsund, Wismar, Warnemünde og Flensburg efter koks briketter og kali og andet. Det var vist nu på tide at få solgt skibet, og der var da også en yngre skipper fra Kragenæs, som købte det, men det kneb for ham at klare det økonomiske, men gennem mæglerne i Bandholm fik man det ordnet, så jeg fik mine penge betalt.
Hermed var så min tid i småskibsfarten forbi; det var et frit og godt liv, hvor man stiftede bekendtskab med mange søfolk rundt omkring.
1953 fik jeg tilbudt en stilling på Femø som ekspeditør ved færgen "Femøsund", som jeg tog imod, og det var jo gerne sådan, at i de småhavne skulle man have flere småbestillinger for at få en levevej ud af det; jeg fik tjans som toldopsynsmand og senere havnefoged. Så var der også Marstalpaketten, som anløb to gange om ugen. Desuden krævede jeg el-penge op af alle beboerne på øen, og så fiskede jeg blankål om efteråret, samt skrubber og rødspætter. Min hustru Ellen fik oprettet en lille butik, hvor hun solgte is - det var en ret god fortjeneste, hun havde der, især om sommeren, når lystsejlerne kom til havnen. Så gik der 10 år med dette og vi regnede med at kunne blive der endnu en tid, men så blev det besluttet, at "Femøsund", som anløb Femø - Fejø - Askø og Bandholm, skulle ophøre, og en ny rute, Femø - Kragenæs, etableres. Efter den ny færge, som blev købt i Søby, og som kun skulle sejle mellem Femø og Kragenæs, blev der ikke brug for ekspeditør, idet alt skulle opkræves på færgen ( ligesom nu i busser ). 24. december 1962 fik jeg opsigelse fra rederiet i Bandholm, så nu kneb det med at klare os med de andre småbestillinger. Vi var jo ikke i nogen fagforening dengang, og jeg prøvede så at fiske med rejeruser om sommeren og ålegarn om efteråret. Jeg kørte også rundt på øen og solgte fisk, som vi fik leveret fra Kragenæs.  Om efteråret gik Ellen og jeg ud og plukkede frugt. Der var dengang 47 frugtavlere på øen, og der var brug for alle som kunne, men da vi senere kom i EF, blev der givet tilskud til at rydde træerne. Der var ellers mange folk beskæftiget med det, men sådan er altså udviklingen.
Da jeg ophørte med sejladserne i 1953, blev vores søn også ledig, men kom så ind og være marinesoldat og var blandt andet om bord i kongeskibet "Dannebrog". Efter tjenesten der, kom Bent på navigationsskolen i Svendborg og fik styrmands- og skibsførereksamen. Efter en tid med DFDS udenrigsskibe fik han ansættelse ved DSB i Helsingør - Helsingborg, og er nu skibsfører der. Vor datter Lise kom i lære hos købmand P. Madsen på Femø, og var i lære der i fire år - flyttede senere til Nakskov og blev ansat i en brugsforening der.
Nu søgte jeg om at komme på skibsværftet i Nakskov. Jeg kendte en pladsmester på værftet, og han skaffede mig arbejde der. Jeg fik det job at føre værftets lille slæbebåd; den havde en Tuxham-motor på ca. 100 hk. Når de store skibe kom og skulle ind og ud af dokkerne, var jeg i reglen foran og trække skibet, mens Switzers "Urd" var agter, når skibet skulle stoppes. "Urd" havde ca. 700 hk., så det var jo lidt ulige med hestekræfterne, men det gik da i reglen godt, blot det ikke blæste for meget. Værftet havde 3 både: "Drost", som jeg sejlede med, og så var der færgebåden, som hentede arbejderne på Rosnæs hver morgen og aften, og trossebåden, som brugtes til at føre trosserne i land, når der kom skibe, som skulle til kaj.
Det var ikke hver dag, at der var noget at sejle med, så jeg havde forskellige småjobs. Jeg var således fast "rørevagt" - når et skib skulle prøve motoren, stod jeg i styrehuset og holdt udkig. Hvis en færge eller andre skibe passerede, skulle jeg varsko til maskinrummet om at stoppe. Det var et mægtigt skruevand der kom, når man kørte med motorerne, så vandet kørte rundt i havnen. Somme tider var jeg ude på riggerværkstedet, når de havde meget travlt. Det var et meget hyggeligt sted at arbejde, hvor der var mange forskellige opgaver at lave. Der var dengang 12 mand på værkstedet. Jeg afløste også engang imellem på dokmagasinet, hvor man udleverede forskelligt grej til værftsarbejderne. Det var en god arbejdsplads, og jeg var ansat der i 11 år. Da jeg nu fyldte 67 år, stoppede jeg så og gik på pension - dengang skulle men jo arbejde til det 67. år.
Det var i året 1964 vi tog den beslutning at flytte til Nakskov. Og da jeg efter en tid på værftet fik tilbud om at kunne blive der, fik vi solgt vores hus på Femø. Vi købte et mindre hus på Jødevej, hvor vi nu har boet i 26 år. Min kære hustru har puslet og plejet mig i alle årene, og jeg har nydt at gå og passe hus og have og vores gamle bil, og gået ture med vores hund i alle disse år. Ellen og jeg går da endnu vores daglige tur en halv time for at få lidt motion.

 

Med disse erindringer igennem årene fra barndommen til alderdommen slutter jeg denne beretning.

 

                               Nakskov den 16. februar 1991.                                                 Ejvind Friis.