Erindringer Af Ellen Marie Friis

 

Jeg vil nu - i 1982 - prøve, om jeg kan fortælle lidt oplevelser fra min barndom og ungdom, som måske mine efterkommere kan læse og have lidt fornøjelse af senere hen.
Min barndom var god, bortset fra, at jeg ingen søskende havde, hvad jeg ofte var ked af, og min aftenbøn var da også hver aften den samme: "Kære Gud, lad mig også få en lillesøster eller bror, som alle mine kammerater har." Men det har altså ikke været meningen, at jeg skulle have det.
Noget af det første jeg erindrer, var da jeg var omkring 5 - 6 år. Jeg legede sammen med et par andre piger på en gårdsplads, hvor de havde en hesteomgang. Den største af pigerne fandt på, at hun ville være hesten med det resultat, at jeg faldt ned og fik et slemt sår over det ene øje, som jeg forresten har ar af endnu.
Far var meget ihærdig med al slags arbejde, gik aldrig af vejen for at prøve noget nyt. Han sejlede også i en årrække med "Femøsund". Færgen gik dengang fra Femø om morgenen, anløb Fejø og Askø, derefter Bandholm, hvor den lå til kl .16, hvorefter den returnerede igen. Passagererne kørte med tog, senere rutebil, til Maribo, hvor de gjorde deres indkøb, eller besøgte sygehuset eller tandlægen. Derefter tog de hjem igen og var på Femø ca. klokken 18. Vi havde det som regel hyggeligt på færgen - nogle spillede kort, andre lavede håndarbejde, og man pakkede også somme tider op for sine pakker for at de andre damer kunne se, hvis vi havde gjort en god handel.
Fra min barndom husker jeg fødselsdagene hos skoleveninderne, og især husker jeg min konfirmation, som blev fejret med hele familien. Mor og Far ryddede soveværelset, og jeg fik mange gaver, især et flot armbåndsur med lænke af min moster og onkel samt morbror og tante - jeg var meget, meget stolt. Jeg var i en kjole af hvid vaskesilke knækort, som det brugtes dengang i 1925, og en stor nakkesløjfe i håret. Efter konfirmationen holdt vi hver især en fest for alle kammeraterne - vi var 10 børn det forår, og vi spiste og drak sodavand, dansede og legede ringdans. Også forskellige sanglege som "Der brænder en ild", "Munken går i enge", "Tyv, ja tyv, det skal du være" og mange flere. Også ordsprogslege var på mode dengang, så vi morede os dejligt.
Når det var vinter og sne, kørte vi på slæde ned ad en bakke og ud på en mose, så sad pigerne foran på slæden hos drengene. En Jul fik jeg foræret støvler og skøjter af Far og Mor - jeg synes selv, at jeg var blevet helt god til at løbe på isen. Vi havde også "Bækken". Den hedder i virkeligheden "Bækkenet" - det er en lavning, der adskiller Nørreby og Sønderby - der var oversvømmet med vand om vinteren, så der var dengang islagt overalt. Senere er der kommet mølle til at pumpe vandet ud i stranden. Der var et par mand, der havde bygget en isslæde, den fik vi efter tur lov at køre med. Det var meget morsomt at suse i en fart hen over isen. Mine legekammerater var mest drenge, vi legede røvere og soldater - vi blev fanget og puttet ind i et gammelt hus, der stod ubeboet. Selvfølgelig legede jeg også med piger, så legede vi mest med dukker. Jeg havde også en legekammerat, Niels, der var dygtig til at skære med løvsav, og han lavede nogle fine møbler til mit dukkehus, som min far havde lavet. Det var ikke så fint som dem, pigerne nu har, men det gik jo lige godt for det.
I skolen klarede jeg mig temmelig godt, idet vi dengang blev sat efter dygtighed, og jeg som regel sad nummer 3. Det var en gammeldags skole med 2 lærere, senere kom en lærerinde i stedet for andenlæreren, og så kom der også håndgerning. Dog havde vi i begyndelsen en ældre dame, som var pogeskolelærerinde, og hos hvem jeg havde gået i Sønderby fra 6 til 7 år, til at undervise os i syning. Der blev købt en håndsymaskine, men hun ville, at det meste skulle sys med hånden for at vi skulle lære stingene rigtigt, noget vi fik gavn af hele livet. Dog blev mit første arbejde ikke så godt, idet hun havde klippet benklæderne med lange lår og store blonder i en meget gammeldags facon, så dem brugte jeg aldrig.
Jeg kan ikke nævne skolen uden at nævne Rahbek, en ung lærer, der kom derover, da jeg var 12 år gammel og som sørgede for, at vi fik forskellige fag, som vi ikke kendte før: fysik, botanik og tegning. Han tog os med på ture, hvor vi skulle samle urter og blomster og lignende. Men det bedste var dog, at da der var gået et par år, tog han os med på en tur til Jylland, hvor vi besøgte hans familie og var i Aarhus i biograf og se "De ti bud", en film, der gjorde meget stort indtryk. Desuden kom vi til Fanø og mange andre steder. Ja det var en tur, jeg aldrig har glemt.
Fra Første Verdenskrig husker jeg kun, at jeg var sammen med nogle større børn oppe på kroen, hvor der blev uddelt rationeringsmærker, og så havde vi en karbidlampe derhjemme. Min mor har fortalt, at min far blev kaldt til soldatertjeneste klokken 12 om natten ved at kirkeklokken ringede, og der var 3 - 4 mand, der skulle rejse fra Femø. Men det varede vist ikke så længe inden de kom hjem igen.
Hos min faster og onkel på Lolland tilbragte jeg de fleste ferier om sommeren, de havde ingen børn og var ualmindelig søde ved mig, men det bedste var nok, at der i huset over for var en familie med en flok børn i alle aldre, og jeg, som var enebarn, nød i fulde drag at lege med dem. Mine mostre, som jeg havde nogle stykker af, havde også altid noget med til mig, når de kom på besøg på øen. Og mine morbrødre, som jeg havde to af, ligeledes. Særlig morbror Carl husker jeg var god til at lege med mig, når han kom om Julen over til min mormor, idet han var ugift. Han havde altid røgede ål med til hele familien og en masse Nytårsspas, så der var liv og glade dage, når han var hjemme.
Da jeg var 12 - 13 år omkring 1923 - 24, blev alle os skolebørn inviteret op på kroen. Der fik vi efter tur lov til at få en telefon for øret, og der hørte vi den første radiolyd, som ikke var ret meget, men dog så vi kunne sige, at nu havde vi lyttet til radio i æteren. Det var en lærer fra Askø, der havde fået et krystal-apparat, og det var en stor sensation. Jeg husker også, da den første bil kom til Femø, det har været i midten af tyverne, det var gæstgiver Ploug, der købte den, og den blev døbt "Nina Bang".
Måske fordi jeg var noget forkælet hjemmefra, var jeg ikke videre heldig med min første plads i huset, da jeg var 15 år. Fruen der syntes, at jeg skulle kunne det hele, og da der var 3 småbørn, som jeg også skulle passe, var det alt for meget, men jeg var der dog et år. Så kom jeg til at tjene på en bondegård, der blev jeg i to år og var vældig glad for forholdene der, og da der kom en lille pige, holdt jeg meget af hende og hun også af mig. Men jeg skulle jo prøve noget andet og fik så plads på en anden gård, hvor de også var flinke imod mig, og hvor jeg lærte en masse med madlavning og henkogning, som
var blevet den store dille, det fik jeg lov til selv. Jeg elskede også at komme med i marken af og til, og ligeledes lærte jeg at malke køerne, men alt var frivilligt. Konen - Johanne - syede mig en flot balkjole som tak for hjælpen et år, og jeg var meget stolt, da jeg svang mig i dansen med den på. På kroen havde vi mange baller dengang, da der var mange unge derovre. 2 karle og 1 pige var det almindelige på gårdene, og vi havde det herligt.
Der blev begået et tyveri på gården, mens jeg tjente der, og desværre blev en af karlene mistænkt og taget med af politiet. Senere blev sagen fuldt opklaret, idet det var en karl, der havde tjent på gården tidligere og vidste, hvor nøglen til pengeskabet var. Desuden kendte hunden ham - den gøede i hvert fald ikke. Denne karl og hans broder kom så sejlende i en jolle om natten og gik lige så stille ind og tog 1100 kroner. Der blev stor bestyrtelse, for det var jo en stor sum dengang. Heldigvis havde en fisker set dem komme sejlende, og da politiet fik fat i dem, måtte de gå til bekendelse, men de havde købt tøj og forskellige ting for pengene, så det måtte min husbond tage i stedet for. Men der var naturligvis stor lettelse og glæde, da det hele blev opklaret.
Jeg kom senere på kursus på husassistenternes fagskole i København, hvor jeg boede hos min moster, men jeg synes  jo altid, når jeg tænker tilbage, at jeg lærte mest på de 2 bondegårde. Efter opholdet kom jeg da også tilbage igen til gård nummer 2, men da jeg mente, at jeg var blevet lidt dygtigere, forlangte jeg 4o kroner om måneden i stedet for 35 kroner, som jeg havde fået før. Så sagde konen, at hun ville selv betale de 5 kroner af sin egen pung, for det måtte manden ikke vide. Dengang havde konen gerne æggepengene til sin egen lomme.

 

Her følger en beskrivelse af min familie og mine forfædre:

 

Den eneste af mine oldeforældre, som jeg husker, var min mormors far, Anders Jørgensen ( Svende ). Han var meget gammel, dengang jeg voksede op, og jeg husker aldrig, at han besøgte os. Han havde været tækkemand i sine yngre dage, og hans kone var død i en ung alder af tuberkulose. Han havde hos sig en datter, Jenny, som han hersede meget med, til at lave maden og i det hele taget passe ham, og også til arbejde udendørs, da de havde en lille jordlod og et par køer og fjerkræ.
Jenny var den yngste ud af en børneflok på 5, hun var nok noget tilbage i det - måske lettere evnesvag vil jeg tro, man ville kalde det i dag - eller måske var det bare fordi hun aldrig kom ud imellem andre folk og fik udvidet sin horisont. Af børn var der foruden Jenny, Christine, Sofie ( min mormor ), Alfred og Julius. Christine blev gift med Christian, som var broder til min farmor - han var perlefisker i Australien og beskrives i bogen "Dem fra Lolland" af G. Wiingaard.
Min oldefar var 93 år, da han døde. Jeg kan huske, han havde fødselsdag den 10. juni, hvor vi alle var samlet for at gratulere ham, men hvilket årstal han er født ved jeg ikke rigtigt, men jeg var omkring 16 år, da han døde.
Min morfars forældre var Christoffer Nor gift med Grete, som var søster til Anders Svende. Deres børn var min morfar Jørgen, Lone, Ann Sofie, Marie og Christine.
Min morfar, Jørgen Christoffersen ( Nor ), husker jeg ikke meget om, da jeg kun var 5 år, da han døde. Men jeg husker den dag, vognen kom efter ham, og han skulle på sygehuset, hvorfra han kom hjem i en kiste kort efter. Poul, min fætter, som kun var 4 år, og jeg var med til begravelsen. Det står tydeligt i min erindring. Ellers husker jeg kun min morfar som en træt, men dog skæmtsom mand, når vi besøgte dem. Min mormor og han havde et langt hus med to lejligheder og et vænge, hvor min mor somme tider måtte hjælpe med forskelligt, men efter Morfars død flyttede Mormor ind i den ene lejlighed, da jorden blev solgt fra.
Min mormor, Sofie Christoffersen, som jeg elskede, blev 89 år gammel. Hun havde født 9 børn, som alle var kommet godt i vej, og især Aksel, som var storfisker i København og havde mange folk i arbejde, blandt andet sin yngre broder Carl.
Jeg husker Mormors fødselsdag den 24. marts, som var en stor begivenhed. Der skulle gøres rent, pudses kakkelovn, vaskes gardiner og skures og lakkes gulve overalt. Til at gøre det havde hun Mor og moster Inger, og de havde skam respekt for Mormor, om, hvordan det skulle ordnes. Desværre var Mormor meget svagtsynet, så de sidste 10 år hun levede, måtte de også derned, når brevene fra de andre børn kom.
Mormor var en meget flittig kone, og når hun kunne se at strikke, plejede hun altid at sige, når hun ikke syntes hun fik nok udrettet ved strikke pindene: "Børn, i dag har jeg ikke tjent føden". Det herligste jeg vidste, da jeg var mindre, og min far og mor skulle i byen en aften, var at blive puttet ned i Mormors bløde seng og sove hos hende om natten. Sofie og Jørgens børn: Marie, Aksel, Alma, Dagmar, Johanne, Georg, Margrethe, Carl og Inger.
Min farfars forældre var Hans Bøtte og Maren Nor ( søster til Christoffer ). Deres børn var Ane, Dorthea, Hans, Jørgen ( min farfar ) og Rasmus. Jørgen Hansen ( Bøtte ) var en gæv gut. Jeg husker ham, når han besøgte os om søndagen, lille og buttet, men rank som et lys i sin hvide nystrøgede frakke og med stok på. Tit på deres gamle dage var min mormor der også, og så kan det nok være, at de to opfriskede gamle minder, det syntes jeg var meget hyggeligt. Jeg husker også, at han sad bag en læskærm og slog sten, som det brugtes dengang. Og var der nogen, der skulle have flettet et flot risgærde, så var han ekspert til det også. Efter at jeg var blevet gift, kom han af og til spadserende med en høne i kurven. Det var jo dejligt for os, som var nygifte.
Han blev gift med min farmor Kirstine, som var enke. De fik sammen min far, Rasmus, men han gjorde aldrig forskel på børnene, hun havde 3 i forvejen. De tog også Kristine, min fasters pige, til sig, og han var en god far for dem alle.
Min farmors forældre var Rasmus Lund og Maren Lucia. Deres børn var Christian, Lone Marie, Niels ( druknet ved Australien ) og Maren Kirstine ( min farmor ). Farmor, kaldet Stine, husker jeg som et livligt gemyt, der elskede at have gæster og se folk omkring sig. Få kunne vist lave mad og arrangere en middag eller frokost som hun. Hun har ellers ikke haft det let i de unge år, idet hendes første mand begik selvmord, og hun sad tilbage med 4 børn, hvoraf den yngste var 2 år. 
Efter sigende var det den stedlige præst, der fik hende overtalt til at aflevere den lille Marie på Jægerspris børnehjem, hvad hun angrede senerehen, da blev hun nemlig gift med Farfar og fik gode kår. Hendes børn af første ægteskab var Emma, Niels, Oluf - der døde som barn - og Marie - der kom på børnehjem. Jørgen og Stine fik Rasmus sammen og blev senere som mor og far for Kristine, som var faster Emmas uægte barn, som det hed dengang. Rasmus og Kristine voksede op som søskende.
Min farmor holdt jeg også meget af. Hun lærte mig at hækle og at sy kædesting, da jeg var 6 år. Desværre blev hun ramt af en hjerneblødning i sin alderdom, og bentøjet var det heller ikke så godt med, jeg husker at Far engang i Julen hentede hende på slæden, for at hun skulle med til julegilde hos os.
Som man kan se, var familierne meget indgiftet i hinanden, og det havde jo nok ikke været så godt i længden, men heldigvis er det blevet anderledes nu, da de unge kommer ud til andre egne og andre forhold. 
Ja, nu er det jo blevet sådan på Femø, at der næsten ingen unge er, der bosætter sig på øen. Da jeg var barn, var der ca. 7oo personer, og befolkningen er nu nede på ca. 300. Så særlig godt ser det ikke ud, men der er så til gengæld fyldt med turister og sommerhusejere om sommeren.
Jeg har hørt fortælle, at navnene Nor og Bøtte skulle stamme fra dengang, Kristian 2. indførte hollændere til Amager. Senere skulle nogle af dem have boet i Bøtø Nor på Falster, og derfra er et par af deres efterkommere kommet til Femø, som dengang bestod af 5 øer og derfor blev kaldt Femø. Dette er altså kun fortælling, og om det passer ved jeg ikke, men det er højst sandsynligt, at det er gået sådan til.
Min far og mor var Rasmus Hansen Bøtte, født den 25. februar 1890 - og Dagmar Kristine, født den 13. december 1892. Min far var marinesoldat, da jeg blev født 1911.
De var blevet gift samme år, meget unge begge to, så min mor måtte bo hos sine forældre den første tid, efter at jeg var født. Da Far kom hjem fra tjenesten, boede de til leje en lille tid, men siden købte de et gammelt hus, som Far satte i stand, og der boede de hele min barndom og ungdom - ja faktisk i den tid, jeg kan huske, lige til Mor flyttede på plejehjem for 5 år siden.
Far var hjælpsom mod os altid og besøgte os flittigt, da børnene kom, og de var vilde med Morfar, men han havde også temperament, særlig i de yngre år. Han ville have, at jeg skulle opdrages og lære at spise maden helt op, der skulle ikke være noget at levne - Mor måtte bære den ind til mig igen næste gang, der skulle spises. Han selv spiste alle slags retter - kun ikke klipfisk. Nå - men da jeg blev større, gik det vist i glemmebogen som så meget andet. Mor var modsat, hun pylrede om mig og købte alt muligt fint tøj og legetøj til mig i frøken Jørgensens forretning, muligvis fordi hun ikke selv kunne få ret meget, da hun var barn.
For øvrigt var både min far og mor ude at tjene som børn, som det var almindeligt dengang. Da Mor blev konfirmeret og tjente som storpige, måtte hun sidde aftensæde tilklokken 10 om aftenen og strikke sokker - først da havde pigerne fri til deres eget.

 

Ellen Marie Friis ( 1911 - 1997 ) Ellen som 16-årig.                    Sønderby på Femø.   Se større billede af Sønderby med henvisning til numrene.

 

Femø - før og nu. 

Ja, nu er det jo blevet sådan på Femø, at der næsten ingen unge er, der bosætter sig på øen. Da jeg var barn, var der ca. 7oo personer, og befolkningen er nu nede på ca. 300. Så særlig godt ser det ikke ud, men der er så til gengæld fyldt med turister og sommerhusejere om sommeren. Jeg vil fortælle lidt om, hvilke naboer vi havde på Femø i min barndom.
Hanne.
Først var der Hanne , som boede dør om dør med os, hun slog af og til et smut ind hos os for at snakke lidt. Hun havde mange børn og børnebørn, men de var alle sammen rejst af øen. Så havde hun et barnebarn, Doris, hos sig. Hun var opvokset hos dem, men rejste siden, da skulle hun nemlig giftes. Hannes mand havde så længe han kunne arbejdet med mange ting – blandt andet gået dagen lang og pillet skærver af bøndernes marker og slået sten til skærver bag en skærm. Han var broder til min farfar, Jørgen,, men i modsætning til ham en lille forslæbt mand, som tit kom hjem fra arbejdet med en stump træ, han havde været ved stranden efter.
Poul Maren.
Maren boede skråt over for os. Hun led meget af leddegigt. Hendes fingre og tæer var helt defekte, så hun gik altid med kludesko. Ikke desto mindre gik hun ind til sønnen og svigerdatteren  og lavede mad til dem og deres to børn hver dag. Hendes mand var sømand og vist bare blevet borte engang på en af turene. Så hun sad tilbage med børnene og måtte klare sig alene – Gud ved hvordan. Jeg kendte hende jo kun som gammel, men syntes hun var temmelig munter trods alt.
Kristine hed svigerdatteren, altså Peder Jørgensen tækkemand kone. Jeg syntes altid hun var en dejlig frisk og rask kone, trods det, at hun havde den syge mand derhjemme. Han var temmelig gnaven, men det var jo heller ikke så rart ikke at kunne bestille noget mere, da han havde leddegigt, som sin mor. Kristine gik ud og vaskede på gårdene og meget andet arbejde.
Steffen – Kristiane.
Steffen, som var postbud, boede henne på hjørnet sammen med sin datter Kristiane, som syede for folk. 
Det var jo gående post dengang, så det tog sin tid inden Steffen kom rundt i Sønderby. Han skulle vel også ind nogle gange og have en kop kaffe eller kaffeknægt -–det var kaffe med en snaps i – og det kunne han vel også trænge til, når det var koldt udenfor. Han kom hos os om aftenen somme tider, så spillede mændene kort og konerne sad og strikkede strømper. Men jeg kan huske, at Steffen skulle nogle gange hen ved spyttebakken, som stod ved døren og som brugtes i alle hjem dengang.
Senere blev Kristiane gift med Ejner Frederiksen og han overtog arbejdet med posten. De flyttede senere ned i et andet hus i Sønderby. Min far og mor havde en frugthave omtrent lige ved, så når jeg var der og hjælpe med at plukke æbler, skete det tit, at Kristiane vinkede med kaffekoppen. Så skulle vi komme og drikke kaffe og fik æbleskiver til, som smagte herligt.
Augusta.
Der var også Augusta, som besøgte Mor i skumringen, når hun ikke kunne se at sy mere. Hun var en meget flittig kone. Hendes mand var skrædder, men i de senere år var det nok mest hende, der syede og omforandrede tøj for folk, og han så nøjedes med at sende bud efter et nyt sæt tøj fra fastlandet, hvis der var nogen, der bestilte det af ham. I mine unge dage, da vi gik til dans og halløj på kroen, var han tjener der tilligemed Mortensen, som var tømrer.
Holger Merkel.
Holger var skrædder og barbér og kortenspiller om en hals. Der samledes alle mændene i nabolaget til kortspil om aftenen. Min far iberegnet skulle derhen mange gange, og min moder syntes ikke rigtig om det. Men han fik det gerne trumfet igennem ved at sige, at det kun skulle vare en lille times tid, men det var sjældent, han holdt ord, for det var jo ikke så nemt at bryde op midt i det hele.Jeg legede meget med Holgers børn, Ella og Randi. Om sommeren legede vi med andre af Sønderbys piger og drenge udenfor. Holgers kone Christine så vi ikke meget til; hun holdt sig mest for sig selv indendørs. Der var også tre mindre børn at passe, så der har jo været nok at se til. 
Hjalmar.
Hjalmar havde, da jeg var barn, den ene købmandsforretning i Sønderby. Han havde en lille islænderhest og en lille vogn, som han kørte varer ud med. Sønnen Olaf legede jeg tit med sammen med tækkemandens Niels og andre. Så legede vi gerne ”Røvere og Soldater”. Der lå et gammelt hus, som nu er nedrevet , omme ved siden af tækkemandens. Der kunne alle vi unger rigtig få lov at tumle os. Jeg kan dog huske den gamle Rasmus Bulder, som boede der, da jeg var mindre. Han havde lavet sin egen ligkiste, som han sov til middag i hver dag, men som brændte, og derfor måtte han til at lave en ny. Christine var en meget rar kone; hun har engang syet mig en karnevalsdragt, den fik jeg præmie for, men det var først efter konfirmationen.
Ane og Dorthea.
Ane og Dorthea var min Fars fastre. De boede nær hinanden i  hver sit lille hus i Sønderby. Ane havde to børn, som var gift og rejst fra øen; hun kom næsten  omtrent hver aften om til min far og mor med sit sjal over skulderen og lugten, hvori brændte et stearinlys, i hånden. Hun havde som ung været kokkepige på en herregård, men havde så arvet sit lille hus efter forældrene. Hun gik på gårdene og hjalp til med slagtning og bagning og deslige.
Dortheas mand har jeg ikke kendt, for han var død, før jeg blev født. Men jeg har hørt, at han var lidt glad for flasken, og Dorthea måtte også gå på arbejde for at tjene til livets ophold til sig og sine. Hun havde 4 piger, og Agnes fik Edith, som også blev min legekammerat og som opholdt sig dels hos mormoderen og dels hos gårdejer P. Andersens, der var hendes moder nemlig ansat. Jeg mener Dorthea fik 3 kr. for at vaske en storvask og stå hele dagen ved et vaskebræt. Hun var også meget dygtig til at bage – jeg kan endnu huske hendes butterdejskager, når vi om Julen blev indbudt hos hende.
Ella og Randi.
To søskende, som boede henne på en anden vej og vidt forskellige var også mine legekammerater. Jeg kan da huske vi legede med drenge også, altså mest udendørs. Der var ”Hjælpersvend”, hvor vi bankede hinanden i ryggen, når vi havde fanget dem, og ”Klap-om ”. Vi Legede  mest nede ved smedien, fordi der var mange gemmesteder.
Daniel og Laurine.
Daniel og Laurine var ældre folk dengang jeg var barn. De boede lidt længere henne ad vejen, og havde en lille jordlod. Når det var tordenvejr, stod de begge i den lille gang med deres penge og papirer, parat til at løbe udenfor, hvis lynet skulle slå ned. Senere, da de ikke kunne klare at være alene – jeg tror det var Daniel, som døde først og Laurine blev tilbage – flyttede datteren hjem til dem fra København. Hun hed Eleonora og arvede siden huset, da Laurine døde. Hun var meget venlig, men talte et aparte sprog, idet hun både talte femøsk og københavnsk blandet sammen. Hun døde ensom, men som der blev sagt med en masse penge gemt i sengen og diverse steder, men der siges jo så meget – særlig på en lille ø, hvor alle kender alle.
Ingrid.
Ingrid var gårdmandsdatter, men hun havde ikke nogen god barndom, idet hendes mor døde, da Ingrid var 5 år . Hendes Far havde forskellige husbestyrerinder under hele Ingrids opvækst. Det har jo nok ikke været så godt. Jeg kom lidt sammen med hende som ung pige. Hun var kun et par år ældre, men så allerede dengang sort på alle ting Hun kom til Maribo for at lære at tegne, men ville vist ikke rigtig indordne sig. Hun var ellers meget dygtig – kunne tegne portrætter, som lignede og kunne sikkert være blevet kunstner, men pludselig var der et eller andet, der klikkede og hun blev kørt til Oringe, hvorfra hun aldrig vendte tilbage. Det var meget synd for hende.
Anna i Møllen.
Så var der Anna, hvis far ejede mølle og bageri. Hun var opfødt hos sin bedstemor på Sjælland, idet hendes mor døde ved Annas fødsel og blev begravet ved hendes dåb. Hun kom til Femø til sin far, da hun blev konfirmeret. Hende havde jeg også som kammerat eller veninde, eller hvad man vil. Hun og en ung karl, som tjente på en gård derovre blev forelskede i hinanden; men da der blev holdt fastelavnsridning en rigtig kold dag i februar, blev han desværre drukket fuld og smidt om bag i vognen. Han fik halsbetændelse, kom på sygehuset og døde. Det var en rigtig grim afslutning på festen. Anna blev siden gift med en gårdmandssøn og fik 2 drenge, som for længst er voksne.
Edel.
Edel var min rigtige veninde i skole- og ungdomsårene. Vi hjalp hinanden gensidig, da hun var dygtigere til regning end jeg, og jeg var rigtig  god til at skrive stile. Så det klarede vi fint, især når vi sad sammen i skolen. Også Asta har jeg siddet sammen med. Hilda Marie kom også hjem til mig engang imellem; vi legede mest med dukker. Edels far var død af den spanske syge, og Edels mor, Bertine, måtte tage fat, da de havde købt et parcellist- eller husmandssted. Men hun havde en fætter, Oluf, til at pløje og så og deslige, men nemt har det sikkert ikke været  med 5 børn. 
Ellen og Agnes.
Nu springer jeg tilbage til min tidlige barndom, hvor jeg har været ca. 5 år. En dag skulle Mor på mejeriet efter mælk – det skulle altid foregå om morgenen. Hun nænnede ikke at vække mig, og læse kunne jeg jo ikke dengang. Så da jeg vågnede og kaldte på hende og ingen svarede, løb jeg på bare fødder og i natkjole op til Ellen og Agnes og kravlede ind under dynen hos dem. Deres mor, Anna, var svensker og gift med Oluf, og de var fodermesterfolk hos Thorvald Andersen. De flyttede senere til Nørreby og købte et hus med jord. Så kom jeg ikke så meget sammen med pigerne mere.
Smedien i Sønderby.
Vi boede omtrent lige ved smedien, og jeg syntes altid, det var hyggeligt at høre hammerslagene derfra. Vi børn fik også tit lov til at trække blæsebælgen. Det var Jørgen Frederiksen, der ejede smedien, men han havde sin søn, Frede, til at hjælpe sig og senere Smedepeter, som blev der i mange år. Når de skoede heste, foregik det nede ved vejen, og jeg var tit bange for at gå forbi. Min mor havde nemlig fortalt, at hun som12-årig var blevet sparket af en hest, og derfor var hun altid døv på det ene øre. Den gamle smed var en meget venlig mand, og da han også var dyrlæge eller fungerede som sådan, var han helt uundværlig på øen.
Caroline Jørgensen.
Manufakturhandler ”Frøken Jørgensen” kaldet var kommet ”borte” fra, og blev derfor anderledes tituleret end øens egne indbyggere. Hun var en lille sirlig dame, og solgte næsten alt, selv legetøj. Hun havde blot den vane, at hun ikke afleverede indkøbet, vi havde gjort, førend det emne var uddebatteret, som hun havde begyndt på – og det kunne godt tage lang tid.
Min mor besøgte hende ofte – mange gange for at snakke tror jeg. Men for os yngre kunne det godt virke lidt irriterende – men hvad, hun har vel også følt sig ensom, da hun ikke kom ud nogen steder.
Skomagerne Søren og Rasmus Black.
Alene i Sønderby havde vi to skomagere. Den ene var Søren, som altid, når vi kom med et par sko eller støvler, sagde: ”Nu skal jeg se, hvad jeg kan gøre”. Så havde han da heller ikke lovet for meget. Marie var hans kone; de havde mange børn, men Elna er den, jeg kom sammen med. Så var der også Frede, men alle de andre var meget ældre end jeg.
Rasmus var en gammel mand, men vi syntes bedre om Sørens forsåling, så det var kun i nødstilfælde, vi gik til Rasmus. Lene, hans kone, var en lille trind og hyggelig kone, som jeg i grunden ikke kendte ret meget, men Laurids, deres ugifte søn, kom en gang imellem hos min far, det var mest, når de skulle på isen og stange ål.
Købmand Max Sørensen.
Sørensens forretning lå henne på hjørnet – der er nu brugsforening – og han havde Thora til at hjælpe sig med at ekspedere kunderne. Begge var de meget rare og gavmilde, og vi børn elskede naturligvis at komme i forretningen. Somme tider havde vi plukket violer til Thora, og så faldt der jo et par ekstra bolcher af eller lakrids. Senere flyttede Thora, og så kom Ejner og efter ham Ella, som var hos Sørensen i mange år. Hans kone hed Margrethe, men hun viste sig ikke i butikken, men var ellers en venlig dame.
Kallenbach – Præst i Sønderby.
Præsten boede overfor lægeboligen. Han hed Kallenbach og var en flot stor mand med krøllet hår. Han var desværre så alt for glad for vinen – hans talegaver var fremragende, men det kunne jo i længden ikke gå an, at han somme tider var beruset, og det gik da også sådan, at han kom på afvænningshjem, og det var netop dengang, jeg skulle begynde at gå til konfirmationsforberedelse. Så fik vi pastor Nørlev fra Askø til at undervise os. Han var en meget tiltalende præst og vi var 10 konfirmander den 5. April 1925.
Lægerne Ejlersen – Bagger – Munksgaard.
Der har været forskellige læger i min barndom på Femø. Den første, jeg husker, var Ejlersen. Han havde en meget sød kone og en lille pige kaldet Tulle, yndig og sød, lidt yngre end jeg. Engang kom hun hen og ville lege med mig, men da var der ikke nogen hjemme, blev hun fornærmet og gik ud i vores have og hev tulipanerne op og stillede dem op ad muren.
Så har der været mange udmærkede læger i tidens løb. Der var også doktor Bagger, som hvert år havde en feriepige fra København. Hun hed Dyveke ( kaldet Dysse ), vi legede hver dag sammen, og jeg glædede mig altid til at hun skulle komme.
Den sidste læge, inden vi flyttede, var Munksgaard, og han var ret enestående, han fortjener al slags ros for, hvad han gjorde for sine patienter, den rigtige gammeldags læge.
Vilhelm Jensen – mejeribestyrer.
Mejeribestyrer Jensen var et helt kapitel for sig. Når vi blev sendt efter mælk, havde han altid en eller anden vittighed parat, og det var mægtig morsomt at komme der. For eksempel kunne han pludselig sige: ”Når drenge er små er de sjove – men når de bliver større er de sjovere.” Eller: ”Hvad vejer mest – et pund bly eller et pund fjer?” Eller han tog en lap papir og skrev: LAMPETARME. Så måtte vi selv om, hvordan vi løste den opgave. Han og hans kone havde tre drenge, som jeg og mange andre børn legede med inde i mejeriet om eftermiddagen, når der var tomt. Der var nogle gode skjulesteder, når vi legede den leg.
Inger.
Inger – min mors lillesøster – har jeg slet ikke fået omtalt. Hun var seks år ældre end jeg, og derfor har det jo nok været irriterende for hende mange gange, at de skulle have mig på slæb. Jeg kan huske, at jeg under første verdenskrig var sammen med hende og Jenny, som var tækkemandens datter, oppe på kroen og hente rationeringsmærker. Der har jeg ikke været ret gammel, da jeg er født i 1911. Inger elskede at drille mig, hun klædte sig ud i min mormors tøj og tog en hjemmelavet maske for ansigtet, og så var jeg leveret. Men ellers har vi da også haft mange gode stunder, når vi spillede kort og lignende.
Den 30. Januar 1991 døde Inger på Nakskov sygehus – hun blev knap 85 år gammel. Jeg savner hende til at tale i telefon med og fortælle os nyheder fra Femø. Nu er det jo snart bare fremmede mennesker man møder, hvis man endelig kommer derover.

   Skrevet 1992                                                                         Ellen Marie Friis.