Se uddrag fra "folk og skibe fra Femø"

 

Perlefiskerne.

Beretningen om perlefiskerne fra Femø er en meget spændende del af øens historie. De var næsten alle sammen i familie med Rasmus og Dagmar.
En stor del af historien, der her fortælles, er taget fra bogen "Dem fra Lolland" af Georg Wiingaard. Den udkom i 1953.
Kristian Rasmussen blev født i Sønderby på Femø i 1861. Han var lillebror  til Rasmus' mor, Stine. Som den øvrige familie blev han kaldt Lund, efter stedet, hvor de boede.
Da han var blevet konfirmeret, kom han ud at sejle, først med et lille skib fra Bandholm. Men senere kom han på langfart med barken "Concordia" af Kalundborg. Med den kom han til Sydney i Australien. Han var fuld af eventyrlyst, og rømte fra skibet for at søge sin lykke i denne verdensdel. Det var i 1880, da han var 19 år gammel.
Efter nogen omflakken endte han helt oppe nordpå i Torresstrædet på Prince of Wales øen, hvor man fiskede perler. Han slog sig sammen med to brødre Andersen fra Kalundborg, der også havde været med "Concordia", og endnu en dansker, der hed Johannes.
De begyndte at fiske perler. Det var nu mest skallerne med perlemor, man gik efter. De rigtige fine perler tog man som en sidegevinst.
Det foregik med dykkerdragter, hvori de gik han over havbunden og samlede skallerne op i en kurv, mens der blev pumpet luft ned til dem gennem en slange. Det foregik på en dybde af mellem 8 og 20 meter, og de første gange fik de let næseblod på grund af trykket, men vænnede sig efterhånden til det.
Da Kristian havde været i Australien  i omkring 10 år, havde han tjent sig en god sum penge, og han havde eget skib. Han nærmede sig de 30, og syntes det var på tide at blive gift. Han rejste derfor hjem til Femø, og fandt straks den pige han havde tænkt på.
Det var en af naboerne fra barndommen, Christine. Hun var datter af Anders Svende og altså søster til Sofie, som var min oldemor.Christine og Kristian blev gift i Femø kirke i 1890.
Tilbagerejsen til Australien begyndtes den 7. oktober. Med sig havde de August, som var søn af Kristians søster Abelone, som boede lige over for Lunden og var gift med murer Merkel.
August Merkel var 14 år, og han blev konfirmeret dagen før afrejsen, og måtte af hensyn til den tages til alters samme dag.
Christines broder Julius skulle også have været med, men så blev han indkaldt som soldat, og først året efter rejste han til Australien til perlefiskerøen.

De ankom til bestemmelsesstedet den 25. november, men det var ingen romantisk bolig, Kristian kunne tilbyde sin unge hustru efter den lange sejlads. Huset var af bølgeblik med gulve af træ, men uden lofter. Det stod på høje pæle af hensyn til slanger og andet kryb. Der var opholds-stue og 2 soveværelser. Køkkenet var indrettet i et mindre hus ved siden af, og så var der nogle skure til muslingeskallerne.Moskitoerne bød Christine velkommen og smagte på hendes unge blod. De var en stor plage. Når det blev for slemt, tændte man bål mellem pælene for at drive dem væk.Til gengæld var omgivelserne mere romantiske. Der var kokos-palmer, Akacier og et utal af andre tropiske vækster. Der sejlede skibe tæt forbi, og vandet lyste grønligt over den hvide havbund.Ved stranden og på skibene færdedes hvide og farvede folk kun iført et lændeklæde. Der var også sorte menneskeædere med kruset hårvækst.
August Merkel blev de første år sat til at hjælpe Christine med husholdningen, men senere lærte han også at dykke.

 Inde på øen drev en engelskmand kvægavl, og han indkøbte en dyr præmietyr for at forbedre bestanden.August og Julius gik en morgen på jagt, men i et øde område traf de tyren, der angreb dem. De måtte hurtigt klatre op i et træ, og der fik de lov til at blive, for tyren holdt vagt nedenfor, hvor den stampede og fnøs. Da de havde siddet deroppe et stykke tid, gav de den et skud i bagdelen, men det gjorde den bare mere rasende.
Dagen gik, og da det var ved at blive mørkt, overvejede de, hvad de skulle gøre. Det endte med, at de gav den et skud hagl i hovedet, og så gik den endelig bort, så de kunne komme ned og hjem.De fortalte ikke om episoden til nogen, men et par dage efter hørte de, at tyren var fundet død i skoven. - Først da de efter en årrække var kommet hjem til Danmark, fortalte de Kristian om årsagen til tyrens død.

 Kristian havde to skibe. Med det ene sejlede han selv, Julius og August, det andet blev sejlet af de to brødre Andersen fra Kalundborg. Foruden de hvide, bestod besætningen af seks farvede. Af de indfødte tog man aldrig mere end to med, da de var upålidelige og lumske. Ellers var der japanere, kinesere og phillippinere.
På en heldig dag kunne man samle 600 muslingeskaller, der vejede ca. 500 kilogram.. Den største muslingeskal, der blev fisket, vejede over 12 kilogram. De fine perler var forholdsvis sjældne. Julius fandt en på størrelse med en ært, den indbragte 1000 kr. til deling mellem ham og Kristian som bådens ejer.
En dag så Julius, at Kristian sprang hen og greb en indfødt om halsen og tog kvælertag. Derefter spyttede den indfødte 3 perler ud, der skulle have været slugt. Det var et almindeligt kneb hos de indfødte, at de sank perlerne, som så dagen efter kom ud den anden vej.
Man fiskede mest perler i Torresstrædet, men tog også afstikkere langt sydpå ned i Carpentariabugten eller ned langs Qeenslands østkyst. I nærheden af deres ø i Torresstrædet lå Torsdagsøen, hvor de kunne tage over at more sig. Der var værtshuse og hoteller, og der blev drukket whisky - og der var også "damer".
På en anden ø i nærheden var der en koloni med stakkels spedalske mennesker med frygtelige sår. De levede som fanger bag en indhegning.

 Hos Christine og Kristian i bølgeblikshuset var de efterhånden blevet mange. Christine havde født 3 sønner og en datter. Den ældste søn fik navnet Sydney efter byen, hvor Kristian først var gået i land i Australien. Den næste kom til at hedde Arthur efter Qeenslands guvernør, og den tredje søn blev kom til at hedde Torres efter stedet, hvor de boede. Datteren blev døbt Molly. Da de kom tilbage til Danmark, fik de endnu en datter, som blev døbt Karen.
Efterhånden var der kommet flere danskere til den lille koloni, både fra Femø og andre steder i Danmark. Lone, som var søster til Jørgen Christoffersen, rejste derud sammen med sin mand, og de fik en søn, Harald. Men så døde manden, og Lone ville gerne hjem til Danmark med sin lille søn. Hun fik selskab af Julius, som ikke var rask, og i 1896 rejste de hjem til Femø.
I 1898 syntes Kristian og Christine, at det var på tide at vende hjem til Danmark. De solgte, hvad de havde derude, og rejste hjem med et tysk dampskib, og August fulgte med.
August førte dagbog over turen og beskrev hændelser om bord og de steder de anløb, blandt andet Sydney, Colombo og Aden. De kom til Bremen og rejste hjem til Femø.
Alle perlefiskerne var forholdsvis velhavende, da de kom tilbage til Femø. De havde slipsenåle og andre smykker med perler, og de medbragte perlemorsskaller, som de forærede væk som souvenirs.

 

       Perlefiskerfamilien, da de havde bosat sig i København.

 

August giftede sig og byggede hus ved Havnen på Femø. Han lod også bygge et skib på 40 tons, der hed "Fremad". Med det sejlede han fragt- og paketfart til 1946, hvor han døde.
Julius Andersen købte en drivkvase og kaldte den "Sidney" af Femø, har jeg fundet i en gammel fortegnelse over drivkvaser i Danmark. Senere købte han en mindre gård på Femø.
Lone blev gift igen med Julius Nielsen, og de købte en gård ved Barkmose på Femø.  Lones søn, Harald, der var født i Australien, fik gården efter dem, og han drev den til han døde omkring 1980.
Kristians familie bosatte sig i København, og han blev bundgarnsfisker. Han blev regnet for en velhavende mand, og tjente også godt på ålefiskeriet. Kristian købte en villa i Hvidovre.
Hans sønner gik senere ind i fiskeriet, og som nævnt blev to af Dagmars brødre også fiskere der.
Der kan læses om min fars besøg hos Kristian i 1922 sammen med August i "Ejvinds erindringer."
En af Kristians sønner forsøgte siden at gå i faderens fodspor og rejste tilbage til Australien for at fiske perler. Men da var tiderne og forholdene fuldstændig forandret, og det var umuligt at få en fornuftig indtjening, og han opgav hurtigt og rejste hjem til Danmark.
- Der må have været andre Femøboer med i Australien, end de, der er nævnt i "Dem fra Lolland".
Min mormor, Dagmar, kunne fortælle om en fætter, der druknede derude, og hun havde også en kusine i Australien, med hvem hun korresponderede med så sent som i 1970erne.
 
 

 

Thorvald.

 Min farfar blev født på Femø 3. december 1877 og døbt Thorvald Jørgen Henriksen. Hans far var Peder Henriksen og hans mor Petrasine Karenmine, født Jensdatter - kaldet Sine.
Peder Henriksen døde ganske ung og efterlod sig Thorvald og datteren Olga, der var lidt ældre. Derefter giftede Sine sig med Christen Friis. - Der er lidt uklarhed med hensyn til Peder Henriksen. Han blev kaldt Peder Fynbo, men om han stammede fra Fyn, vides ikke. Det blev også sagt, at han stammede fra Fejø, men måske bliver han forvekslet med Christen Friis.
At Peder Henriksen var dygtig til træarbejde vidner et skrivechatol af fyrretræ om. Det blev senere arvet af Hans Friis. Efter hans død i 1975 fik jeg det, og det står nu i præstegården på Falster, hvor min søn Tom er sognepræst. Thorvald arvede hans fingerfærdighed, og lavede mange fine ting af træ.
Christen var skipper og havde en lille lastbåd. Med den sejlede han engang en hård tur fra Masnedsund om vinteren, og han havde nær ikke overlevet på grund af kulde, og han var syg længe efter. Sine bidrog til økonomien ved at koge bolsjer og karameller. Hun var dygtig til at fremstille dem i alle farver og med striber og mønstre. Hun solgte dem for 2 øre pr. styk til alle øens børn, der også dengang var glad for slik.
Da Sine og Christen blev gift, fik stedbørnene  også navnet Friis, så Thorvald kom til at hedde Henriksen Friis. Efternavnet Henrik-sen blev først udeladt, da jeg blev døbt i 1934.
Sine og Christen fik 4 børn: Karen, Peder, Hans og Abigail (Elna). Familien boede i et hvidt hus ved Dammen i Nørreby.

 

                     Thorvald Henriksen Friis.

 

Olga blev gift og bosatte sig på Sydlolland, da hun blev voksen. Både Karen og Abigail blev gift i København, hvor de boede hele deres liv. Peder led af epilepsi og døde som 29årig på Nakskov sygehus efter et anfald. - Christen sejlede selv til Kragenæs og hentede kisten med den døde søn hjem til Femø.
Hans kom ud at sejle med sin far, da han blev voksen. Derefter arbejdede han i København, men blev senere matros på postdam-peren mellem øerne. Ham har jeg kendt godt og fortæller om ham i et senere afsnit.
Da Thorvald var konfirmeret begyndte han at fiske. Det var især fiskeriet efter ål, der var godt Ved Sevedø på Sjælland - lidt øst for det nuværende Stigsnæsværk - havde en stor gård ålerettighederne langs kysten, og her blev Thorvald og en anden ung mand ansat til at forestå ålefiskeriet.
Det var ret godt - Thorvald kom engang hjem med 1000 kr. efter en sæson. Der var bygget en øhavn ved Sevedø, og her var der livlig aktivitet, hvor ålefiskerne kom og afsatte deres fangst til opkøbere, og ålene blev transporteret vidt omkring.
Christen Friis købte ålekvasen "Gunda Marie",  - det var et sejl-skib med en stor dam, der udelukkende var beregnet til at trans-portere fisk. Da Hans blev konfirmeret, kom han med sin far ud at sejle med ål. De sejlede i fast fart med laster af ål fra Sevedø til Flensborg.
Det gik ikke altid så let, når de kun havde sejl, og ålene skulle være fremme senest fjerdedagen - ellers døde de i dammen. Nogle gange lå de i Storebælt i vindstille og i tåge flere dage, men det lykkedes dem dog at komme frem til Flensborg i tide.
Engang sejlede de i meget hårdt vejr over Lillebælt fra Skjoldnæs til Pøl på Als. De søgte nødhavn og ankrede inde i naturhavnen Høruphav. Da de lod ankeret gå, så de ål langs skibssiden, og da de åbnede dammen, var alle ålene sluppet fri gennem en åbning, der var slået mellem plankerne, på grund af skibets hårde bevægelser i søen. Ålene var dog forsikret - men Christen fik ikke flere ålelaster og måtte sælge kvasen.

 Mens Thorvald arbejdede på Sjælland, traf han Emma, min far-mor ved et bal i et forsamlingshus. Da de blev gift, bosatte de sig på Femø, men Thorvald havde stadig arbejde på Sevedø. En sommersøndag med stille vejr, savnede han sin unge kone så meget, at han roede til Femø i en pram, og dagen efter  tilbage. - Det var noget af en bedrift, for roturen var på knap 30 kilometer hver vej. På turen kom han ind over Kirkegrunden, og der kunne han se mursten på bunden, hvor der kun er 2 meter dybt.
Efter sagnet - som blandt andet er fortalt af H.C. Andersen - skulle der have ligget en ø, Vænø, hvor Venegrund og Kirkegrund nu er. Den gik under i en storm, men i hårdt vejr kan kirkeklokken fra øens sunkne kirke høres på Glænø, og man siger: "Vænø bier på Glænø." Der er ingen tvivl om, at der engang har været en ø der - men det ligger nok mange tusinde år tilbage. Min far havde dog den teori, at de mursten, Thorvald så på Kirkegrunden, stammede fra et skib, der var lastet med mursten og forlist der.
Da Thorvald holdt op med arbejdet på Sevedø, købte han en drivkvase, og det var med den, han fiskede, sammen med Rasmus, da de så den første flyvning på Lindholm.

 

Emma.

 Min farmor Emma er den eneste af mine bedsteforældre, der ikke var født på Femø. Emma Kirstine blev født i Nyvang ved Skælskør den 17. juli 1878, som datter af smed Carl Andersen og Kirstine, født Søborg. Hendes barndomshjem lå lige ved Skælskør havn, og det var - som mange andre på den tid - både børnerigt og fattigt. Da Emma var lille, forlod faderen dem pludselig, hvorefter familien levede i stor armod. Efter nogle år kom han tilbage og blev modtaget af kone og børn. Hvad han lavede i den mellemliggende tid vides ikke, men en overgang skal han have sejlet som fyrbøder. Nu gik det bedre for familien. De købte smedjen i Magleby, og sønnerne kom i lære som smede.
De sidste år, farmor levede, kunne hun dårligt huske, hvad der var sket dagen før. - Men hun kunne fortælle i timevis om sin lykkelige ungdom i Magleby. Om aftenen samledes byens ungdom i smedjen, mens smedene smedede hestesko, så gnisterne føg, og når arbejdet var slut, kom harmonikaen frem, og så gik dansen lystigt omkring ambolten.
Da Emma var konfirmeret, kom hun ud at tjene - blandt andet på avlsgården på Borreby slot. Her spiste folkene endnu grød af samme fad. Hver person havde sin egen grødske, som efter brugen blev slikket ren og sat i en vindueshaspe. En dag tog Emma alle skeerne ned og skrubbede dem i en opvaskebalje. - Det fik hun megen utak for, da skeerne blev ru og ubrugelige af den behandling. En anden af Emmas ungdomsoplevelser var, at hun havde danset med Danmarks sidste bøddel i et forsamlingshus på Sydsjælland. 

Hans Friis.

 Thorvalds halvbroder Hans var ikke helt almindelig. - I nutiden ville man nok kalde ham autist - en person, der var dygtig på ganske specielle områder, men ikke kunne fungere socialt.
Han blev født i 1886, og som barn fandt han på mange gale streger, men forældrene bar over med ham som den yngste i børne-flokken. Når hans mor lavede sine kendte bolsjer for at sælge dem til  øens børn, spiste Hans tit de fleste, inden de blev solgt.
Da han blev konfirmeret kom han ud at sejle med sin far, Kristen, på ålekvasen "Gunda Marie", og senere med Kristens lille fragtbåd. Han var også ude at tjene på gårdene på Femø.
Da Kristen døde i 1918, blev huset i Nørreby solgt, og Signe og Hans flyttede ned til Havnen til Emma og Thorvald. Hans arvede den lille båd, der lastede 10 tons, og skulle prøve på at ernære sig med den. - Men det gik slet ikke, han kunne ikke sætte sig selv i gang med det nødvendige arbejde.
Ejvind fortalte, at Hans engang havde losset kul på Femø, og da båden var udlosset, gik Hans i gang med at spule. Da han havde spulet den ene side fint, blev han træt af det, og den anden side var sort af kulstøv en hel uge, mens Hans lå i kahytten og læste.
Det var helt forkert, at han skulle ud at sejle - for det første var han meget nærsynet og kunne kun se, hvor han sejlede, ved hjælp af en gammel kikkert, og for det andet tænkte han kun på at læse og lære om alt muligt. Efter et stykke tid måtte Hans sælge båden, og så rejste han til København, hvor han havde to af sine søstre.
Han tog arbejde forskellige steder, blandt andet på soyakagefabrikken. Her blev han sat til at køre foderkager med en trillebør. Han  puklede i flere timer, så satte han sig på trillebøren og tog et hvil, samtidig med at formanden kom forbi. Derefter asede han igen med trillebøren i lang tid, men da formanden kontrollerede arbejdet senere, sad Hans igen på trillebøren - og han blev afskediget.
Hans tog på højskole i 1929 og vendte så tilbage til Femø. I 1930 tog han hyre som matros på "Fæmøsund", og han fortsatte med dette arbejde i 17 år.
Året efter blev den nybyggede "Femøsund" sat ind på ruten. Den var noget større end den gamle, og den var beregnet til at kunne medføre 3 biler på agterdækket - de kørte om bord ad nogle slidsker, der blev lagt ud af mandskabet. Den var forsynet med en "Holeby"-diesel i stedet for en dampmaskine. Det gjorde blandt andet, at der var elektricitet om bord, men kun, når motoren var i gang.
Der var 2 pæne saloner, og under trappenedgangene var der 4 små mandskabskamre. Der var 5 mands besætning. Skipperen var Ole Bloksgård og styrmanden hed Pedersen - han blev senere havnefoged i Bandholm. Maskinmesteren hed Eszen, og hovmester og matros var Osvald Olsen. Den sidste i rækken var Hans.
Hans boede i et lille usselt rum helt ude for. Dørken var højst på en kvadratmeter, og der var lige plads til en køje og et skab og et klapbord med en primus, som han lavede mad på.
Ankerkæderne gik i rør ned midt gennem kahytten, og de raslede hele tiden. Fugten drev altid ned ad de malede jernskotter.
Hans måtte dog finde sig til rette med forholdene. Når de kom til Bandholm om aftenen, gik de andre hjem til deres huse og familier, men Hans måtte sidde i mørke og kulde i sit lille lukaf, når motoren var stoppet. Han havde dog en petroleumslampe, der både gav lys og lidt varme.
Til daglig gik Hans i noget forfærdelig hullet tøj, og der var mange passagerer, der fik medlidenhed med ham og forærede ham pænt tøj. Det hængte han ind i skabet til det andet, han havde fået, og fortsatte med at gå i det gamle. Når tøjet blev for beskidt, skyllede han det i en pøs saltvand, og så tog han det våde tøj på igen, også selv om det var frostvejr. Det tog han tilsyneladende ingen skade af. Når Hans havde rorvagt, var han helt afhængig af en kikkert for at se noget længere fremme end skibets stævn, men når han skulle kigge på kompasset, skulle han have briller på og sætte næsen helt hen til det.
Når "Femøsund" overnattede på Femø, kom Hans tit på besøg hos Mor og Lise og jeg, når Far var ude at sejle. Han var flink mod os børn, og han kunne godt lide kvindeligt selskab, selv om han aldrig blev gift eller forlovet. Han kom ikke så meget hos sin svigerinde Emma - hun havde fået nok af ham, da de var yngre.
I 1948 blev Hans sindsforvirret. Bloksgård fik fat på Ejvind og Osvald som den nærmeste familie, og de fik lægen med om bord på "Femøsund". Han bestemte straks, at Hans skulle sendes til behandling på sindssygehospitalet Oringe, og han blev transporteret dertil, selv om han protesterede.
Efter et par måneder var han rask og kom tilbage til Femø. - Men nu ville rederiet "Smaalandshavet" ikke have ham tilbage - de ville have en yngre mand.

 

 

Motorskibet "Femøsund" fra 1931.

Hans var da 62 år, og han havde ikke mulighed for at få andet arbejde. Han flyttede midlertidigt ind på Emmas loftsværelse. I april blev jeg konfirmeret, og der blev holdt en fest, hvor der blev serveret meget af det billige pullimut, man kunne få dengang. Hans blev både fuld og syg, og han blev hjulpet hjem og i seng. Det blev han så forbitret over, at han næste dag gik ned til stranden, skyllede bræk af sit pæne tøj, kom alle sine ejendele i kufferter og rejste til København, og han kom ikke til Femø de følgende år. Han fik et værelse hos sin søster Elna på Skovduestien.
De næste år, da jeg sejlede med min far, traf vi jævnligt Hans, der altid gik rundt i den indre by om aftenen. Nu var han en helt anden mand - han gik i sit fine tøj, og han tog til alle gratis arrangementer for de ældre, og han gik til alle mulige foredrag. Hver dag gik han på bibliotekerne og læste alle aviser og alt muligt andet.
Men når han var sammen med Ejvind, overøste han ham med bebrejdelser, fordi Ejvind og Osvald havde hjulpet til med at få ham på Oringe. Han viste, hvordan hans hænder var blevet krogede, fordi man havde givet ham elektriske behandlinger.
Da jeg i 1957 var blevet styrmand og skulle ud på langfart for første gang med "Uruguay", traf jeg tilfældigt Hans på kajen, hvor han som sædvanligt gik nærsynet rundt og kiggede på skibene. Han havde allerede set i aviserne, at jeg havde taget eksamen, og han var meget interesseret. De næste år kom han altid om bord hos mig, når vi kom til København.
Da jeg blev bosat i Helsingør, kom Hans og Elna, som på Femø hed Abigail  - på besøg hos mig og min kone. Jeg besøgte også dem, og Hans viste mig det gamle chatol, som Peder Friis havde lavet, og jeg forsøgte at købe det af ham, men han sagde: "Det gamle skidt skal slås i stykker, når jeg er væk!"

 I 1975 døde Elna, og jeg besøgte Hans i lejligheden, hvor han var meget hjælpeløs. En måned efter døde han, 89 år gammel, og familien ringede, at jeg skulle hente chatollet, som Hans udtrykkelig havde sagt, at jeg skulle have.
I de sidste år Hans levede, havde han været på Femø og havde fået opsat gravstene for sin mor, Sine, og sin bror, Peder, der begge var døde for mangfoldige år siden.
Han havde også købt et gravsted til sig selv på Femø - men da det kom til stykket ville han alligevel hellere begraves ved siden af sin søster på Brønshøj kirkegård - jeg var med til begravelsen.